© Mikkel Thomsager

"Jeg kan godt tillade mig at tage en taxa", sagde Ida Auken

Min deltagelse i DR2 Debatten 21. september var et interessant studie i anvendt politik

22. september 2017 af Mikkel Thomsager

Torsdag aften medvirkede jeg i DR2-programmet "Debatten" med Clement Kjersgaard. 

På vej du af studiet endte jeg ved skranken i receptionen sammen med Ida Auken fra Det Radikale Ventre og Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten, der begge medvirkede i programmet.

En stor del af debatten handlede om CO2-udledning, og da begge politikere var i gang med at taste en taxa frem på mobilen, tilbød jeg at give et lift – altså i miljøets tjeneste.

Ingen af dem mente, at jeg skulle i samme retning som dem – uden i øvrigt at vide, hvilken retning, jeg skulle i. Ida Auken mente ikke, vi behøvede at spare mere CO2 den aften.

"Når man kører så meget i offentlig transport, som jeg gør, kan man godt tillade sig at tage en taxa en gang i mellem", proklamerede hun.

Jeg forfulgte ikke sagen yderligere, hvilket ærgrede mig, da jeg få minutter senere sad bag rattet af den Honda Civic Type R med 320 hk og en topfart på 272 km/t, som jeg var kørt til DR i. 

Det kunne have været underholdende, at give Ida Auken en tur i den.

2017 Honda Civic Type R
2017 Honda Civic Type R © Bil Magasinet

Stemmer som valuta

Jeg har ofte set "Debatten" på DR2, uden at forstå den dybere sammenhæng. 

Den blev klar efter et kig bag scenen, hvor jeg fik indtryk af politik som en forretningsvirksomhed, hvor valutaen hedder stemmer og succes-kriteriet måles i evnen til at trænge igennem til vælgerne.

Politikerne hører nok efter hinanden, men udelukkende for at kunne aflevere et forud indstuderet budskab i den rette sammenhæng. 

Torsdag aften var politikerne Maria Gjerding, Enhedslisten, Christina Egelund fra Liberal Alliance, Ida Auken, Radikale Venstre, Rasmus Jarlov, Konservative og hele to ministre, nemlig Liberal Alliances trafikminister Ole Birk Olesen og Venstres energiminister Lars Christian Lilleholt.

Det er i det selskab at jeg, og et par andre rigtige mennesker, blev medspillere i Clement Kjersgaards cirkus, som måske er godt tv. Han sagde i hvert fald, at han var tilfreds.

Måske er du interesseret i...