Honda NSX
Honda NSX

Honda NSX er en vild og venlig japaner. Hvor skal det ende?

Honda NSX levede en omtumlet tilværelse i første generation. Den nye og lynhurtige model ser ud til at fortsætte ud af samme vej.

26. juli 2017 af Mikkel Thomsager
Honda NSX
Honda NSX

Lige før sommerferien fik jeg mulighed for at køre den nye Honda NSX igen. 

Da jeg kørte den første gang, var det på en racerbane i Japan. Forseriebilen var begrænset til 160 km/t, hvilket på ingen måde var retfærdigt over for den.

Også før sommerferien kørte jeg på bane, men denne gang på Ring Knutstorp. Her fik jeg et meget bedre indtryk af bilen. Jo mere, jeg kører i den, des mere forstår jeg bilen som et udtryk for en Honda i yderste potens.

Kolleger fra medier i udlandet har været forbeholdne. Den nye NSX har fået prædikat af at være mere gade-GT end trackday-racer, men runde efter runde på den svenske racerbane smed jeg de fleste forbehold.

Det er langt mindre udfordrende end Porsches trackday-modeller som 911 GT3 og Cayman GT4, og den kan ikke sige sig fri for at understyre, når den presses hårdt i sving. Men derudover parerer den ordre i en grad, som ingen tysker nogensinde vil lægge navn til.

Honda NSX
Honda NSX

Mens de europæiske superbiler de senere år blevet mere og mere højtråbende i alt fra design til køredynamik og udstødningslyd, så holder Honda fast i det grundlæggende i at køre bilen. Den skal være flot og hurtig, men også brugbar både til hverdag og til gadefest, og en larmende udstødning indgår ikke i den ligning - hverken til hverdag eller gadefest.

På det område holder Honda fast i sin grundlæggende værdier. 

Problemet for Honda er, at det er tyskerne, der dikterer hvad sandt er i denne klasse. Selv om ingen - heller ikke tyskere - kan modsige Honda i de valg, der er truffet i den nye NSX, så bliver det et problem, når bilen rammer Honda-forhandlingerne, hvor kunderne skal tales fra at vælge en Porsche 911, en Audi R8 eller det der er værre.

I den henseende er den nye NSX en direkte arving efter den oprindelige NSX, der endte som et Honda DNA-flagskib, som kunderne kiggende beundrende på – uden at købe. 

Den forblev i produktion i 15 år (1990–2005), men fik aldrig hverken salgssucces eller passende anerkendelse. Jeg håber oprigtigt at den nye NSX får mere af begge dele.

Måske er du interesseret i...