Frisk crossover med SUV-attitude

Mazda CX-3 med 4-hjulstræk giver mere crossover oplevelse

9. maj 2016 af Mikkel Thomsager

Mazda CX-3 er en yndlingsbil på Bil Magasinet, hvor den vandt storstesten mod Fiat 500X, Suzuki Vitara og Honda HR-V i BM296. CX-3 er knap så rummelig som flere konkurrenter, men den har fin dynamik og en lækker førerplads, og så er vi fortabt. 

Personligt er jeg ikke vild med SUV/Crossover-biltyper. Jeg synes det er fjollet at hæve bilen, for derefter at stramme affjedringen op, for at den ikke krænger for meget. Undtagelser er naturligvis, hvis de har 4-hjulstræk, for så giver det mening at hæve karrosseriet.

4WD fås ikke til alle biler i klassen, men det gør det til CX-3, endda uden at prisen går helt amok. Testbilen her er ganske vist topmodellen med AWD (som det hedder hos Mazda), den fine 4-cylindrede 2-liters motor på 150 hk og "Optimum"-udstyr til 305.998 kr. Men kan du nøjes med det mindre omfattende "Vision"-udstyr starter den firehjulstrukne CX-3 AWD ved 269.998 kr.

Jeg har tidligere kørt CX-3 uden firehjulstræk, og den har et dejligt friskfyrs agtigt antrit. Officielt er AWD-udgaven faktisk hurtigere fra 0-100 km/t end den med forhjulstræk (8,7 sek. mod 9,0 sek.), på trods af at AWD-modellen vejer 80 kg mere (1.155 kg mod 1.235 kg). Det koster også lidt på brændstofforbruget. Uden AWD er ECE-tallet 16,9 km/l med er det 15,6 km/l.

Uanset at acceleration på papiret er hurtigere med AWD, så er det som om den tungere firehjulstrækker har mistet lidt det friskfyrsagtige. Den føles tungere. Og så står jeg alligevel der og ved ikke, om jeg hellere vil nøjes med forhjujlstræk og en lavere pris.

Måske er du interesseret i...