© A. Hansen

Ferrarien krævede ekstra pleje inden sæsonstart

Der atter plader på Ferrari'en, men det krævede ekstra pleje, inden vi nåede så langt

16. maj 2017 af Mikkel Thomsager

Det krævede ekstra pleje, at få den sorte Ferrari 360 Spider ud af vinterhi. 

En måned før, jeg havde planlagt at få plader på, blev bilen transporteret til Ferrari-værkstedet i Allerød for klargøring til sæsonen. 

Det omfatter almindelig service, og hvad der ellers dukker op, og der dukkede et par ting op.

I løbet af vinteren har jeg selv fået fælgene renoveret og sat nye dæk på (mere om det senere), men to andre problemer masede sig på. Det ene var til at overskue: Bremserne foran var slidt ned, og der skulle nye klodser til. 

Det andet var mere truende. Umiddelbart før jeg satte bilen i garage, blev kalechen vrangvillig. Den ville ikke lukke. I mine utallige forsøg på, at få den til at køre, fik jeg åbenbart brændt styrecomputeren af, og det var en sag til 13.000 kr.

Selve reparationen af kalechen krævede en større udredning hos Formula Automobile, men problemet var lille. 

De små flaps, der dækker for kalechens bærearme, når den er åben, kørte ikke rigtig ned, og aktuerede dermed ikke de kontakter, som udløser kalechen, så den kan lukkes. En smøring og justering var alt, hvad der skulle til.

Ferrari'en på Helligdomsvej, Nordbornholm, med udsigt til Østersøen (i det fjerne), en fantastisk forårsdag
Ferrari'en på Helligdomsvej, Nordbornholm, med udsigt til Østersøen (i det fjerne), en fantastisk forårsdag © A. Hansen

Hertil kom et almindeligt service. I alt har det kostet godt 25.000 kr. at få bilen gjort køreklar til sæsonen.

Den har stået hengemt i en fælles garage hele vinteren, og det har været en større fornøjelse, end jeg regnede med. Det at nusse om dyret i løbet af vinteren, og glæde sig til sommerens oplevelser, er en del af oplevelsen, og det har jeg nydt mere, end jeg regnede med.

Men der er selvfølgelig intet, som den første tur, og 3. maj var dagen, da den sorte racer fik luft under defuseren. Siden har jeg allerede kørt mange kilometer, og bilen har været med på Bornholm. En fantastisk tur, hvor vejr og veje gjorde det til en helt speciel oplevelse.

Efter planen skal jeg have plader på bilen i tre måneder (se kontrakten her), men jeg er allerede begyndt at spekulere på, hvordan jeg kan spare sammen til en måned mere!

Måske er du interesseret i...