Caterham Seven: Nu med cigartænder

Redaktøren vender tilbage til vuggen og kører Caterhams basis-model, som har fået en slags facelift

9. april 2016 af Mikkel Thomsager

Jeg er i England for at teste Caterhams seneste raket: Caterham Seven 160. Det er en helt ny bil, fastslår Caterham og pointerer, at bilen, der grundlæggende stammer fra 1957, har fået cigartænder og et simplere varmesystem – som vist i virkeligheden ikke er nyt. 

Kendere af Bil Magasinet vil vide, at jeg har været glad ejer af en Caterham Super Seven fra 1983 i mere end 13 år – helt frem til februar i år, hvor den blev solgt. Derfor skal jeg ikke køre mange yards i den "helt nye" Caterham 160, før jeg kan konstatere, at der ikke er sket meget. 

Kabinen er præcis den samme – bortset fra nævnte cigartænder. Køreoplevelsen er også stort set den samme, og den er på ingen måde forringet af, at basis-modellen har fået en 3-cylindret 660 kubiks Suzuki turbo-motor på 80 hk. 

Bilen vejer stadig under 600 kg, så de 80 hk er rigeligt til at skubbe den lille bil med de fritliggende forhjul fra 0-100 km/t på under 7,0 sekunder, men topfarten er begrænset til 160 km/t.

Når man starter, er lyden 3-cylindret, men så snart motoren får gas, hører man bare det kendte udstødningsbrøl.

Kabinen er så lille og upraktisk som altid, så det er faktisk en lidt problematisk rejsepartner, hvilket jeg måske havde glemt. I hvert fald er jeg i gang med en større rundtur i England, hvor Caterham stadig vækker opsigt, hvor man kommer frem.

Det regner i England, så jeg må køre med kalechen på. Det gør ud- og indstigning af verdens mindste bildør til en udfordring, der indbefatter en 180 graders sammenbøjning af hele kroppen.

Prisen i England er 16.000 engelske pund eller lige omkring 150.000 kr. uden afgift. Det sender den tæt på 400.000 kr. med afgift, men med en leasingløsning til sommerkørsel burde det bliver en overkommelig månedslige ydelse, for en rigtig sjov men også komplet upraktisk, bil.

Måske er du interesseret i...