A. Hansen har taget rigtig mange fotos i Bil Magasinet – men hvem er han?

Han tager masser af billeder, men han er hverken at finde i magasinets kolofon eller på lønningslisten, så hvem er denne mystiske person? Her kan du møde fotograf A. Hansen.

6. november 2016 af Mikkel Thomsager

På Bil Magasinet går vi op i, hvem der tager fotos, da billederne spiller en vigtig rolle, og derfor står det tydeligt angivet, hvem det er. Har du læst mine artikler, er du måske faldet over fotografen A. Hansen, men du har aldrig set ham. Eller det har du, du ved det måske bare ikke. 

Der var en gang, hvor det var forbudt for journalister, at tage fotos. I hvert fald hvis man ville være medlem af Journalistforbundet. Det ville jeg gerne, men jeg var også vild med at tage fotos.

Fotograferne på Bornholms Tidende, hvor jeg startede som journalist, synes det var en god idé. Hvis jeg tog billederne, var de fri for det, og de skulle nok fremkalde og forstørre billederne, så det var dem, der afleverede billederne til redaktionschefen, som om de havde taget billederne selv.

Så mens en kollega på et konkurrerende bornholmsk dagblad fik bøde, fordi han tog fotos og satte sin egen byline på, så slap jeg uden om det.

Da jeg startede på Bil Magasinet, var det sværere. Der skulle fotonavn (byline) på billederne, men der var ikke andre fotografer at dække sig ind under. Så jeg opfandt pseudonymet Arne K. D. Hansen.

© A. Hansen

Han eksisterer faktisk. Det er min onkel. Han er - pensioneret - tandlæge, og han aner ikke, hvilken ende af kameraet han skal trykke på for at få et billede ud af det.

Efter nogle år fik min onkel en henvendelse fra Skat, som undrede sig over, at han ikke havde opgivet indtægter for sin omfattende fotovirksomhed. Da strøg jeg - på hans opfordring - "K.D.", og siden har mit fotopseudonym blot været A. Hansen.

I dag har Journalistforbundet opgivet den besynderlige bødepolitik fra 80'erne. Fra midten af 90'erne blev blev der oprettet en decideret fotojournalistuddannelse, hvilket mere end udstillede det uholdbare i holdningen, så nu er A. Hansen mere et minde om en tid, der var engang, end det er et nødvendigt pseudonym.

På Bil Magasinet dyrker alle motorjournalister i dag at fotografere. Nogle er bedre til det end andre, og vores Søren Juul, der startede som motorjournalist på Bil Magasinet, er nu uden sidestykke Danmarks bedste bilfotograf. Se mere om hans arbejde på hans egen bilfotoblog.

Mere

Måske er du interesseret i...