Volkswagen svinger sparekniven: Fyrer 0,03 procent af den tyske befolkning

De får travlt hos arbejdsformidlingen i blandt andet Wolfsburg. Volkswagen skal spare knap 30 milliarder kroner om året, og derfor ryger tusindvis af ansatte nu på porten.

22. november 2016 af Esben Skrumsager

De årlige udgifter i Volkswagen-koncernen skal barberes med op mod 30 milliarder kroner om året. Det er resultatet af direktionens nye spareplan, som i den forgangne uge blev præsenteret.

Selvom der uden tvivl bliver sparet på mange områder efter sidste års dieselskandale, så ser den seneste beslutning ud til at gå særligt hårdt ud over de ansatte. 

I alt står 30.000 medarbejdere til at modtage en fyreseddel – heraf ca. 23.000 af dem alene i Tyskland. I et land med cirka 82 millioner indbyggere betyder det, at bilproducenten i runde tal gør 0,03 procent af hele den tyske befolkning arbejdsløse med et trylleslag. 

Satser på ny teknologi

Spareplanen er en del af koncernens omstilling til elektriske- og selvkørende biler, og en del af denne strategi har eksempelvis også kostet Audi's deltagelse i den prestigefylde WEC-serie (herunder Le Mans) samt VW's deltagelse i rally-serien WRC.

Med den nye teknologi for øje skal koncernen derfor samtidig med de mange fyringer ud at finde 9000 nye medarbejdere, som har kompetencer inden for netop elbiler og selvkørende teknologi.

Herbert Diess er medlem af bestyrelsen og såkaldt Brand Manager for personbil-afdelingen hos Volkswagen.

Hos den tyske bilproducent forsøger man naturligvis at se det fra den lyse side:

- Det her er et stort skridt frem. Alle producenter må tilpasse sig forandringerne i industrien, lød det fra VW-chefen Herbert Diess i et interview med Bloomberg efter det seneste pressemøde.

Volkswagen-koncernen har i alt 610.000 ansatte over hele verden, som fremstiller en lang række forskellige bilmærker.

Måske er du interesseret i...