© iStock

Vejskat vedtaget: Så meget koster en tur på Autobahn

Efter flere års forhandlinger er det i dag blevet vedtaget, at det skal koste penge at køre på de tyske motorveje. Her kan du se priserne.

31. marts 2017 af Esben Skrumsager


Den meget omdiskuterede vejskat på de tyske motorveje er nu efter flere års forhandlinger vedtaget i det tyske Forbundråd. Fra 2019 kommer det derfor til at koste penge, hvis man vil benytte sig af de ca. 13.000 kilometer Autobahn. Det skriver den tyske avis Der Spiegel.

Den nye afgift gælder både tyske og udenlandske bilister, men for de tyske bilisters vedkommende har det ingen reel betydning, da de bliver kompenseret med en billigere bilbeskatning, så i praksis er det altså en afgift, der kun rammer bilister, der ikke bor og betaler skat i Tyskland.

Den nye lov forventes at indbringe op mod 500 millioner euro årligt til den tyske stat.

Priserne for at køre på motorvej i Tyskland

For udenlandske bilister vil et 10-dages kort koste mellem 2,5 og 25 euro, hvilket svarer til henholdsvis 19 og 186 kroner.

Skal man på eksempelvis på kør-selv-ferie i mere end 10 dage, kan alternativet være et to-måneders kort. Her lyder prisen på mellem 7 og 50 euro svarende til 52 og 372 kroner.

Prisen afhænger blandt andet af bilens miljøklassificering og gælder personbiler, lastbiler og autocampere. Elbiler, motorcykler og handicapkøretøjer er fritaget.

Når afgiften er betalt, registreres bilen med en såkaldt e-vignette, hvor myndighederne blot ved at scanne nummerpladen kan se, om bilisterne har betalt afgiften.

Hvad mener du om tyskernes initiativ - er det helt i skoven, eller burde vi i virkeligheden overveje en lignende løsning på de danske motorveje? Giv dit besyv med i debatten på vores Facebookside.

Måske er du interesseret i...