© Esben Skrumsager

Tyskerne trumfer Toyota: Nu er Volkswagen verdens største

Efter adskillige år på førstepladsen ser det ud til, Toyota må overgive titlen til Volkswagen. Det er første gang nogensinde, at den tyske koncern sælger flest biler.

19. januar 2017 af Redaktionen

Volkswagen-koncernen øgede i 2016 sit salg på verdensplan med knap fire procent til 10,3 mio. køretøjer. Dermed er Volkswagen sandsynligvis verdens største bilproducent målt efter antal solgte biler, skriver fdm.dk.

Toyota har ikke offentliggjort salgstallene for det forgangne år, men den japanske bilgigant var allerede bagud efter årets første seks måneder. 

Danmarks mest solgte 2016

Med 26.438 solgte biler var VW i høj grad også med til endnu en gang at sætte rekord for det samlede bilsalg i Danmark i 2016. Efterfølgeren Peugeot har til sammenligning solgt 22.175 biler i samme periode.

På trods af dieselsagen har tyskerne også i Europa leveret en vækst på fire procent, mens hjemmebanen i Tyskland melder om uændret salg. 

I USA, hvor bølgerne er gået højst, kan VW nøjes med en tilbagegang på små tre procent, skriver FDM på deres hjemmeside. 

På verdensplan er det især Skoda, Porsche og VWs varevogne, der trækker gennemsnittet i koncernen op.

Måske er du interesseret i...