Toyota's nye darling

Live fra Japan: Toyota afslører navn, billeder og info om den nye baghjulstrukne sportsvogn

27. november 2011 af Carsten Nymann

Bil Magasinet er i Japan for at dække biludstillingen i Tokyo, som åbner i den kommende uge. Den store stjerne på udstillingen - og bilen alle taler om - er naturligvis Toyota og Subaru's fælles sportsvogn, som begge mærker afslører under showet. Vi følger begivenhederne tæt.

Toyota har dog snydt lidt og allerede nu frigivet info. Herunder et uddrag af pressemeddelelsen:

Toyota GT 86 er navnet på den længeventede baghjulstrukne drømmebil fra verdens største bilproducent. Med lange ekstremt skarpe linjer, der strækker sig aerodynamisk fra fronten langs siden med de rammeløse døre til den frække bagspoiler, viser Toyota sig fra sin allerbedste side. Sportsvognen er da også verdens mest kompakte fire personers sportsvogn med sine 4,24 meter i længden, 1,285 meter i højden og en akselafstand på 2,57 meter.

GT 86 er designet til at give føreren en ultimativ køreoplevelse. Både motor, gearkasse og kørestilling ligger så lavt og langt tilbage i bilen som muligt for at optimere balancen, der rammer noget nær det perfekte med en vægtfordeling på 53-47 og et tyngdepunkt kun 475 mm over jorden.

Kraftfuld boxermotor
Motoren i GT 86 er resultatet af et succesfuldt udviklingssamarbejde mellem Subaru og Toyota, som hver især har bidraget med ekspertise til at udvikle den optimale motor. Og det må man sige er lykkedes med den kraftfulde 2.0 liters benzindrevne boxermotor tilført Toyotas effekt- og moment-optimerende D-4S teknologi.

På den måde bliver bilen skudt af sted i en kraftfuld acceleration af de 200 hestekræfter ved 7.000 omdrejninger og med et drejningsmoment på 205 Nm ved 6.600 omdrejninger. Det skulle tilfredsstille de fleste bilentusiaster, for hvem dét at køre er forbundet med en oplevelse og ikke bare som en nødvendighed.

Lav vægt
Der er gjort meget for at holde vægten på den nye sportsvogn fra Toyota nede. Sammenholdt med det ultra lave tyngdepunkt, det dobbelte whisbone baghjulsophæng samt de store kraftfulde ventilerede skivebremser på alle fire hjul får føreren mulighed for at opleve og udforske den rene sportsvogns adrætte og dynamiske køreegenskaber.

To gearkasser
Det er muligt at vælge enten sekstrins manuelt gear eller sekstrins automatgear. Den korte, sportsgearstang gør det manuelle gearskifte hurtigt og præcist, mens automatgearet bliver styret af paler ved rattet.

GT 86 ventes at ramme Danmark i sommeren 2012.

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen