Toyota skal være andet end et bilmærke med praktiske biler, som tiltaler børnefamilier og pensionister. Toyota skal simpelthen være sexet.

Toyota's danske boss: Vi skal være mere sexy

Toyota har lagt en plan, der skal gøre mærket lige så sporty som i 1980'erne. Den danske direktør forklarer, hvordan det skal ske.

21. april 2017 af Steen Bachmann

For 25 år siden var Toyota kendt for forrygende baghjulstrækkere og spandevis af sejre i rally-VM. I dag er de kendt for biler som Avensis og Auris, og for at være det mest pålidelige mærke på brugtmarkedet. Det sælger billetter til ældre købere – faktisk er Toyota entydigt det mest populære mærke hos de danske pensionister – men det japanske bilmærke vil også have yngre kunder i tale.

Første trin var lanceringen af den syrede crossover C-HR, der er tegnet af danske Stephan J. Rasmussen, og netop er lanceret herhjemme.

Toyota C-HR
Toyota C-HR

I oktober 2016 breakede Toyota's øverste CEO så nyheden om, at Toyota vender tilbage til WRC. Det skete på en proppet pressekonference på udstillingen i Paris. 

Toyota Yaris WRC vandt sensationelt 2017-sæsonens andet løb i Sverige tidligere på året, og blev dermed den første Toyota i 18 år til at score en sejr i rally-VM.

Vi møder adm. direktør for Toyota Danmark, Frank Okiosor, på mærkets stand i Genève for at høre, hvad i alverden der foregår.

Toyota Yaris WRC
Toyota Yaris WRC

Toyota investerer enorme summer i sportsvognsracing og nu også rally-VM. Hvad er planen?

"Vi erkender, at innovation er vejen frem for Toyota. De ting, vi lærer i motorsport, kan vi bruge i vores gadebiler, og derfor er der en lige linje fra vores biler i Le Mans og til de Toyota'er med hybridteknologi, der bliver købt af danske kunder. Vi har en stor kundebase, som vi værner om. Som overbygning på den vil vi gerne skabe et brand, der i højere grad taler til følelser og gør Toyota til et mere sexet brand. Vi vil gerne have det emotionelle element i spil for at nå flere yngre kunder mellem 30 og 50 år. Og vi er kommet godt i gang de seneste år."

Frank Okiosor
Frank Okiosor

Hvordan det?

"Vores nye C-HR har fået en fin modtagelse af det danske marked, og den viser jo en ny og mere modig side af Toyota. Vi har tidligere haft et stærkt brand inden for VM-rally, og er vendt tilbage her i år. Vi har fået en fantastisk start på sæsonen. Udfordringen er nu at overføre begejstringen fra C-HR og motorsport til mainstream-bilerne."

Hvordan vil danske Toyota-kunder mærke forandringen?

"Det er noget af en udfordring, for Toyota er et globalt brand, og det danske marked er lokalt. Men vi skal gøre som vi gjorde med den danske designer Stephan Rasmussen, der jo står bag C-HR. Det lykkedes at fortælle, at der står en dansker bag bilen, og så bliver den lige pludselig vedrørende. Vi skal sætte vores brand og produkter ind i den dansk sammenhæng for at nå vore danske kunder."

Toyota Yaris GRMN
Toyota Yaris GRMN

Yaris GRNM er en mellemting mellem den almindelige Yaris og Yaris WRC. Gaderaceren har bredere baglygter og sort hækspoiler, og den sorte farve går igen på rudelister, sidespejle, alufælge og udstødningen. Bilen kommer til Danmark senere på året med en neddroslet udgave af den 1,6-liters turbomotor fra WRC-bilen med omkring 210 hk.

Hvor lang tid vil det tage at ændre opfattelsen af Toyota?

"Det kan jeg ikke sige, men det er en central del af vores femårsplan i Danmark."

Hvad med brintbiler?

"Vi fokuserer på hybridbiler, der nu står for 30 pct. af vores salg i Danmark, men for os er hybrid- og brintbiler ikke modsætninger. De peger begge mod en bæredygtig fremtid," siger Frank Okiosor.

2017 Toyota Yaris
2017 Toyota Yaris

Den faceliftede Yaris blev også vist i Genève. Den er på vej til Danmark.

Måske er du interesseret i...