Peugeot 3008

Store tilbudsdag hos landets bilforhandlere. Her er din guide:

I januar er der nytårskur hos bilforhandlerne over hele landet. Hvad skal du vide som forbruger, og kan du bare vade ind med hele familien?

3. januar 2018 af Steen Bachmann

Nytårskuren er en tradition i bilbranchen. Her åbner man dørene til nye og eksisterende kunder, der kan vinde præmier, optage billig finansiering eller købe en kampagnemodel. Men er det i orden at tage hele familien med, selv om man ikke har tænkt sig at købe en bil?

”Ja, alle er velkomne,” siger pressechef John Mogensen fra Suzuki, der har været med til at afholde nytårskure de seneste 20 år.

”Der er en uforpligtende og festlig stemning, og nytårskuren eller Åbent Hus, som vi også kalder det, er af stor betydning for forhandlerne. Her kommer de i kontakt med nye kunder og hilser på dem, de kender i forvejen, ” siger han.

Suzuki’s 78 danske forhandlere har nytårskur 6.-7. januar kl. 11-15. Du kan blandt andet få en Vitara fra 189.990 kr. med firehjulstræk for en relativt beskeden merpris på 22.000 kr.


I weekenden har mange bilforhandlere Åbent Hus. Det er en fin lejlighed til at se og prøve forskellige modeller, men der er ingen grund til at forhaste sig med selve købet, lyder det fra FDM.

Hvad skal du vide?


Hvad skal man vide som forbruger om nytårskuren? Vi spørger FDM’s ekspert i køb af nye og brugte biler, Karsten Mayland Lemche, der også er bilekspert i Go’Morgen Danmark på TV2.

”Nytårskuren byder på enkelte slagtilbud, som kan være gode køb. Men det forudsætter, at bilen passer til dine behov. Typisk ejer man biler over en længere årrække, derfor er det vigtigere at vælge den rigtige model, end om du får for 10.000 kr. ekstraudstyr, som du alligevel ikke ville have valgt,” siger Karsten M. Lemche.

Køb ikke bil på grund af følelser


”Det er udmærket at vise, at man er begejstret for en bil. Det vil også få sælgeren til at bide på i forhold til at begynde en reel forhandling om prisen. Men undlad at handle i følelsernes vold, hold fokus på hvor meget, du vil have i rabat, og vær altid klar til at forlade forhandleren uden en slutseddel,” lyder det fra FDM’s ekspert.

Endelig skal man være opmærksom på, at det ofte er ældre modeller, som kommer på tilbud. Der er intet i vejen for at købe en model, der ikke er det nyeste nye – man skal bare være opmærksom på det.

”Det er ofte på modeller som har været på markedet et stykke tid, at der kommer kampagnemodeller med meget ekstraudstyr. Sidste år gjaldt det eksempelvis Ford Fiesta, der var på tilbud inden den nye model kom til Danmark. I år er det en bil som Mercedes A-klasse, der er på tilbud inden den nye model kommer i løbet af foråret,” siger Karsten M. Lemche.

Måske er du interesseret i...