Så kraftfuld bliver den nye Lamborghini Urus

Lamborghini's direktør løfter sløret for, hvor kraftfuld mærkets nye SUV bliver. Og det bliver langtfra nogen sløv firehjulstrækker.

17. maj 2017 af Mathias Brandt

Der er ikke længere tvivl om, at Lamborghini lancerer en firehjulstrækker ved navn Urus, men de tekniske detaljer har været sparsomme. Nu går Lamborghini’s direktør, Stefano Domenicali, ud og fortæller lidt flere detaljer. Ifølge Automotive News kommer basisvarianten til at blive udstyret med en 4-liters V8’er med biturbo, som kommer til at yde 650 hk. 

Lamborghini Urus kommer efter planen på markedet allerede til næste år. I 2019 skulle der komme en plug-in-hybrid, men her er oplysningerne mere sparsomme.

At Lamborghini laver en SUV/Crossover kan for mange komme som en overraskelse, da det ligger ret langt fra mærkets DNA. Når man begynder at se på, hvem der i virkeligheden står bag Lamborghini, er overraskelsen måske ikke så stor alligevel. 

Det er Volkswagen-koncernen, som er bagmand bag alle beslutningerne hos Lamborghini, og de har både teknologi, platform og motorer til at få en Lamborghini SUV til at lykkes. 

Billede fra dengang Lamborghini var forbi Tilst

Der er også store forventninger til Lamborghini Urus. Ifølge Automotive News har Lamborghini en plan om at bygge 1.000 biler i 2018 og yderligere øge produktionen til 3.500 biler i 2019. Det lyder umiddelbart ikke af meget, men når man ser på, at Lamborghini i 2016 totalt set producerede 3.457 biler, svarer forventningen til 2019 til en fordobling – alene på én model.

Lamborghini begyndte allerede i april med en for-produktion på fabrikken i Sant’Agata et stenkast fra Ferrari’s hovedkvarter i Maranello, og udviklingsmodeller er blevet spottet flere gange. De har også været forbi Danmark - nærmere bestemt Tilst.

Når Lamborghini Urus kommer på markedet i løbet af 2018, bliver prisen omkring 3,5 mio kr. på danske plader. Det er ikke særlig meget mere end for eksempel en Porsche Cayenne Turbo S med 570 hk, som starter fra ca. 3,2 mio kroner. 

Måske er du interesseret i...