Røde biler er for gamle mennesker – her er de mest populære farver

De fleste nye biler er sølvfarvede, men det er faktisk ikke et hit, når bilen skal sælges igen, viser nye tal. En farve fra 70’erne er også ved at vende tilbage.

12. januar 2017 af Bil Magasinet

Noget kunne tyde på, at de engang så populære sølvfarvede biler kører en mørk tilværelse i møde, så snart de har nogle år på bagen.

En frisk bilstatistik fra biltorvet.dk viser, at sort klart er det store hit, når der skal vælges farve på den nye brugte bil. Hele 37 procent af dem, som sorterer en brugtbilssøgning på biltorvet.dk efter farve, går efter en sort vogn. Den modsatte farve, hvid, er på andenpladsen.

De gamle ser rødt

På tredjepladsen har vi den gammelkendte favoritfarve, nemlig den sølvgrå, men det er der kun ti procent, der søger efter. Det er lige så mange som dem, der søger efter biler i rød farve.

– Den sølvgrå er klart på retræte, oplever bilrådgiver Christian Levesen. 

Han får stort set aldrig forespørgsler på den farve længere, når hans kunder beder ham om at finde en bil. Til gengæld ved han lige nøjagtigt, hvem der er, som søger efter røde biler.

– Det er typisk den ældre generation, som vil have en rød bil. De er usikre i trafikken og vil gerne ses. Det gør man bedre i en signalfarve end den anonyme sølvgrå, siger han.

Top 5 søgninger på farve, brugte biler

Sort 37% 

Hvid 27% 

Sølvgrå 11% 

Rød 10%

Blå 7,5%

Kilde: De Danske Bilimportører – salgstal for hele 2016

Hos de yngre bilkøbere, som investerer mere end 150.000 kroner, hitter de konservative farver som fx sort, hvid og koksgrå. Men der er plads til spræl. Farvevalget afhænger nemlig af den investering, som man lægger i bilen. Små billige mikrobiler må gerne have en vild farve.

– Det er biler man har for sjov, og som man ikke tager så seriøst. Det er bil nummer to, som skal fragte én derfra og dertil. Derfor kan man lige så godt få noget sjovt ud af det og peppe dem op med en frisk farve som lilla eller mintgrønt, mener bilrådgiveren.

70’er farve er på vej ind igen

De mere konservative farver som sort, hvid og sølvgrå er forbeholdt de dyrere biler, hvor man tænker på gensalgsværdien. De vil altid være mere populære end farver som blå og rød, siger han, og det bakkes jo op i statistikkerne - i hvertfald for sidste år. For der er en ny trend på vej.

– Jeg får flere og flere forespørgsler på biler, der skal være bronzefarvet. Det var en meget populær farve i 70'erne, og nu er den på vej tilbage. Folk synes, det er mere eksklusivt end sølv, oplever bilrådgiveren.

Bronzemetal er dog kun en lille del af markedet indtil videre. Populariteten ligger på tre-fire procent, både for nye og brugte biler.

Top 5 farve på nye biler

Sølvgrå 34%

Sort 25% 

Hvid 20% 

Blå 8,5% 

Rød 6,5% 

Kilde: De Danske Bilimportører – salgstal for hele 2016

Mere

Måske er du interesseret i...