© istock

Pensionister skal sørge for at nedbringe ventetiden på at komme til køreprøve

Ventetiden på at komme til køreprøve er flere steder i landet urimelig lang. Politiet har netop fremlagt en plan for, hvordan de vil nedbringe ventetiden, der inkluderer flere alternative tiltag.

2. juni 2017 af Mathias Brandt

Politiet øger sin kapacitet med flere prøvesagkyndige både på kort og længere sigt, ligesom et bedre overblik over ventetider m.v. sikrer, at ressourcerne anvendes bedst muligt.

Først og fremmest får området hurtigt tilført flere ressourcer til ventetiderne er bragt ned, og herudover vil yderligere nye civile prøvesagkyndige være klar til at øge politiets køreprøvekapacitet i løbet af efteråret 2017.

-Det er Rigspolitiets målsætning, at ventetiden bliver nedbragt og er på normalt niveau inden udgangen af dette år, siger Erik Terp, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Politiuddannede prøvesagkyndige, som arbejder med andre politiopgaver, skal hjælpe med at nedbringe ventetiderne, pensionerede prøvesagkyndige politifolk ansættes som vikarer, og så låner politiet ni prøvesagkyndige af forsvaret.

Herudover vil de prøvesagkyndige arbejde ekstra og blandt andet også afholde køreprøver på lørdage. Derudover frigøres de fra opgaven med at føre tilsyn ved teoriprøver, da denne kan løses af andre ansatte.

Læs også: Lær at kør bil som 17-årig

Bedre udnyttelse i fremtiden

Politiet vil fremover have et skærpet fokus på, hvordan ressourcerne anvendes bedst muligt. Rigspolitiet vil derfor blandt andet, i samarbejde med Færdselsstyrelsen, som er ansvarlig for køreuddannelsen og kørelæreruddannelsen, overveje, hvilke initiativer der kan iværksættes for at højne kvaliteten af kørelærerbranchen med henblik på at nedbringe ventetiderne på køreprøver og de høje dumpeprocenter.

Det vurderes, at høje dumpeprocenter, hvor samme elev skal til prøve flere gange, er en del af årsagen til de lange ventetider.

-Gentagelser er spild af alles tid, penge og kræfter- ikke mindst elevernes. Det er derfor vigtigt, at elever først kommer op til prøve, når de er klar. 

Mere intelligent og fleksibel styring

En ny task force skal sikre et godt datagrundlag til at overvåge området og følge udviklingen, så der løbende er fokus på ressourcer og efterspørgsel.

Her indgår Rigspolitiet også et samarbejde med Kommunernes Landsforening for at se på, hvorvidt data fra det bookingsystem, som myndigheder, kørelærere og elever bruger ved køreprøver, kan forbedres.

-Vi vil have et bedre overblik over hele området, så vi nemmere kan handle på en negativ udvikling, få flyttet nogle ressourcer og hurtigt få ventetiden bragt ned igen, siger centerchef Erik Terp.

Et rejsehold af prøvesagkyndige til at hjælpe de politikredse med længst ventetid er også et tiltag, vi overvejer, tilføjer han.

Måske er du interesseret i...