Nu er finansloven på plads: Så meget falder bilafgifterne

Allerede en uge siden spåede Bil Magasinet, at registreringsafgiften var på vej ned. Nu er blå blok er nået til enigheden om næste års finanslov, og det bliver for andet år i træk billigere at købe bil.

18. november 2016 af Daniel Bohnsen

Netop nu er regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti nået til enighed om finansloven, det erfarer TV2. Der er afsat 250 millioner kroner til sænkning af registreringsafgiften, der sidste år blev nedjusteret fra 180 pct. til 150 pct.

Den forestående ændring kommer dog ikke til at rykke på procentsatsen, men derimod det såkaldte skalaknæk, der indtil nu har ligget ved 82.800 kroner. Det vil sige, at man som bilkøber "kun" betaler 105 pct. afgift af de første 82.800 kroner af bilens værdi og 150 pct. af resten af bilens værdi.

Hvad betyder de nye afgifter for mig?

I den nye finanslov rykkes skalaknækket op til 106.600 kroner. Man betaler altså en lavere afgift af de første 106.600 af bilens værdi, hvilket sænker de samlede omkostninger ved bilkøb.

- Den største effekt af afgiftsforandringerne finder vi på de populære mellemklassebiler, og afgiftsændringerne vil forstærke den tendens, vi har set igennem 2016, med at der købes større nye biler. Det er værd at bemærke, at den maksimale effekt af de nye afgifter er godt 10.000 kroners nedsættelse i prisen på en ny bil, vurderer markedsanalytiker for Bilbasen, Jan Lang.

Denne model har Dansk Folkeparti været fortaler for, mens Liberal Alliance ønskede selve procentsatsen sænket. Ved at hæve grænsen for, hvornår der skal betales fuld afgift, forfordeler man ikke dyrere biler, som en procentændring ville gøre, men besparelsen rammer alligevel først biler til over cirka 150.000.

- Hos De Danske Bilimportører er man glade for den nye afgiftslempelse. Vi har har kun haft positive erfaringer med sidste års nedsættelse, og vi vurderer, at de nye lavere afgifter igen vil betyde en øget interesse for nye større biler og dermed en fornyelse af den bestående vognpark, hvilket er til gavn for trafiksikkerheden og miljøet, både for den enkelte og for samfundet, udtaler Gunni Mikkelsen adm. direktør hos De danske Bilimportører.

Herunder kan du se, hvad de nye afgifter betyder for en række modeller i forskellige størrelses- og prisklasser.

Udregningerne er foretaget af Bilbasen på baggrund af tal fra Bilinfo.

© Bilbasen

Mere

Måske er du interesseret i...