2017 Nissan Qashqai
2017 Nissan Qashqai

Nissan: Om to år kan vores biler køre selv

De selvkørende biler er her allerede – og nu kommer teknologien også til billigere biler. Manden bag den faceliftede Qashqai forklarer, hvad planen er.

24. april 2017 af Steen Bachmann

Nissan fejrer 10-års jubilæum for Nissan Qashqai med en faceliftet udgave, der er delvist selvkørende. Ponz Pandikithura, der er vice president product planning for Nissan Europe forklarer hvorfor og hvordan.

Hvad er planen?

"Planen er at bevare formularen fra den originale Nissan Qashqai og gradvist indføre selvkørende funktioner, så den kan køre selv om to år."

Hvordan det?

"I første omgang indfører vi en assistent, så bilen kan blive i sin egen vognbane uden at overskride vejstriberne. Kører du ud over en vejstribe, styrer bilen nænsomt modsat. Her er også køassistent, så i praksis kan bilen delvist køre selv."

2017 Nissan Qashqai
2017 Nissan Qashqai

Er det en gadget eller noget, folk vil bruge hver dag?

"Når først man har prøvet assistenten, bruger man den hver dag. Den virker fra fuld stop til 140 km/t. Når alle biler får denne type systemer, vil vi få en mere smooth trafik- afvikling. Når folk bremser hårdt op, skaber det bølger i trafikken, og efter få sekunder har du en kø. Med hjælp fra bilen kan vi lave en mere glidende, sikker og støj- og miljøvenlig trafikafvikling."

Hvordan kan en fartpilot modhjælpe de mange harmonikasammenstød i Danmark?

"Bilen opfanger en nedbremsning foran meget hurtigere end føreren. Det vil sprede sig til andre trafikanter, når folk lærer at køre med systemerne."

Ponz Pandikithura, vice president product planning, Nissan Europe
Ponz Pandikithura, vice president product planning, Nissan Europe © S. Bachmann

Hvad er næste trin?

"Vi får mere datakraft til rådighed, og bilerne bliver hurtigere og bedre til at reagere. Problemet i dag er, at bilen bagved måske hverken har nødbremse eller radarstyret fartpilot. Du bremser i tide, men det gør ham bagved ikke. Det vil forbedre sig i nær fremtid, når bilerne bliver forbundne med hinanden."

Hvornår kan Qashqai køre selv?

"I 2018 kan den selv skifte vognbane, og i 2019 forventer vi en fuldt selvkørende bil. Det er altså ikke længere end to år ude i fremtiden. I Japan har vi en Qashqai-prototype, der kører selv. Teknologien er her, men det tager tid at programmere det menneskelige aspekt ind i systemet."

Måske er du interesseret i...