McLaren P1 LM smadrer dugfrisk rekord på Nürburgring

Det er ikke mere end et par uger siden, at der blev sat omgangsrekord på Nürburgring, men nu har McLaren overtaget. Læs om, hvor hurtigt det gik hér.

29. maj 2017 af Mathias Brandt

Det er med at holde tungen lige i munden, når det kommer til rekord-tider rundt på Nürburgrings Nordschleife. I sidste uge kunne vi fortælle, at den vanvittige elbil Niro P9 havde sat rekorden for hurtigste gadebil såvel som elbil, rundt på Nordschleifen. Men nu kan den desværre ikke kalde sig den hurtigste gadebil mere. For den titel er lige blevet sendt videre til en McLaren P1 LM, som har sat en imponerende tid på 6:43,2 min.

Her vil nogen nok stoppe op og sige: ”Det er da ikke en gadebil!” og det har I ret i, men når britiske Lanzante Motorsport har haft fingrene i den, er navnet ændret til McLaren P1 LM, og så kan den faktisk kalde sig en gadebil.

At det er en gadebil, understregede Lanzante på den sejeste måde. I stedet for at sætte bilen på en trailer fra England til Nürburgring, valgte holdet bag at køre den frem og tilbage. Men vi tror ikke, at det har været den mest behagelige tur til og fra England. For selv om den kan kalde sig en gadebil, er det ikke just komfort, der er i højsædet.


De 10 hurtigste biler rundt på Nürburgring Nordschleife

1: Mclaren P1 LM 6:43.20 min.

2: NextEV Nio EP9 6:45.90 min.

3: Radical SR8LM 6:48.00 min.

4: Lamborghini Huracan Performante 6:52.01 min.

5: Radical SR8 6:56.08 min.

6: Porsche 918 Spyder 6:57.00 min.

7: Lamborghini Aventador LP 750-4 SV 6:59.73 min.

8: Nissan GT-R Nismo 7:08.68 min.

9: Mercedes-AMG GT-R 7:10.92 min.

10: Gumpert Apollo Speed 7:11.57 min.

Lanzante Motorsport har lavet en række ændringer fra den oprindelige racerbil, som man ikke lige regner ned, når bilen skal konverteres til gadebil. For at øge downforce og sænke vægten er de standardmonterede ruder skiftet ud til ultralette lexan-ruder og de har fjernet bilens indbyggede hydrauliske løftesystem – hvilket sammenlagt har sparet 60 kg i en allerede lettet bil. Derudover har Lanzante arbejdet med aerodynamikken, hvor de har ændret den store hækvinge, og bilens frontsplitter er gjort endnu bredere. Derudover har Lanzante monteret et sæt ekstra flapper på forkofangeren, som i samspil med de andre ændringer øger downforcen med op til 40 pct.

Som kronen på værket er bilen udstyret med de racerorienterede gadedæk Pirelli Trofeo, der er specielt udviklet til bilen i samarbejde med Pirelli.

Der er kun bygget 45 eksemplarer af McLaren P1 GTR og af disse, har Lanzante allerede konverteret 27 biler, som med konverteringen skifter navn til LM.

Lanzante Motorsport har en lang historie bag sig, som også inkluderer en Le Mans-sejr tilbage i 1995. Dengang skete det i en McLaren F1 GTR.

Du kan se den imponerende rekord her:  

Måske er du interesseret i...