Matcher italiensk garanti: Nu kan du køre McLaren med ro i maven

Britiske biler er historisk set ikke kendt for god holdbarhed. Den fordom gør McLaren nu op med ved at hæve den maksimale garantiperiode til samme imponerende niveau som Ferrari.

6. december 2016 af Daniel Bohnsen

Når et bilmærke skal trænge ind på et marked og overbevise kunderne om, at de leverer et holdbart kvalitetsprodukt, er garantien ét af de parametre, der spilles på. 

Hyundai gjorde det med deres 5 års kilometerfri garanti, Kia gjorde det med deres 7 års fabriksgaranti, og nu melder McLaren ud med en lignende strategi – den er bare endnu mere ambitiøs.

Udspil skal skabe tillid

Siden sportvognskonstruktørerne fra Woking i England for alvor meldte deres genkomst i superbilskampen med McLaren MP4-12C i 2011, har de på rekordfart opbygget et imponerende modelprogram og omdømme.

Nu følger de så op på populariteten med et tillidsudspil, der viser, at de tror på deres materiel. Således kan McLaren-ejere nu tilkøbe op til 12 års garanti – også på ældre modeller – såfremt de er under 10 år og maksimalt har kørt 160.000 kilometer.

Garantien omfatter McLaren's Sports- og Supersports-serie, der består af både spider- og coupéudgaverne af modellerne; MP4-12C, 540C, 570GT, 570S, 625C, 650S og 675LT.

De hårdere GT-udgaver samt hybridflagskibet P1 må fortsat nøjes med den oprindelige 3-års fabriksgaranti og kilometergaranti op til 7 år.

Hyperbilen McLaren P1 er ikke omfattet af garantienforlængelsen, men har du råd til dén, går du nok ikke op i garantier...

Den nye 12-års garanti er dog ikke gratis, og ejerne skal forlænge i 12 måneder eller 24 måneder ad gangen efter behov - prisen har McLaren ikke oplyst. Derudover dækker den kun fabriksfejl, så lakskader, forkert brug, eftermonterede uoriginaldele og almindelig brugsslid må du naturligvis selv betale for.

Ferrari har siden 2014 tilbudt en lignende 12-års garanti, så nu giver McLaren italienerne kamp til stregen på både performance- og holdbarhedsfronten.

Hvad ville du helst have, italiensk passion eller britisk ingeniørkunst?

Måske er du interesseret i...