Lov vedtaget: Må du parkere i rabatten? Her er de nye P-regler

Nye love skal skabe mere logiske parkeringsregler. Her kan du se, hvad det betyder for dig, din bil og din pengepung.

11. maj 2017 af Esben Skrumsager


Et flertal i Folketinget har netop vedtog et sæt nye regler, der skal give mere logiske parkeringsregler.

En af de ting, der er blevet vedtaget, er, at det nu skal være lovligt at holde parkeret i yderrabatten af vejen inden for byzonerne, med mindre der er skiltet med andet. 

Om de tidligere regler har Transport- Bolig og Bygningsminister, Ole Birk Olesen (Liberal Alliance) udtalt:

- Vi har set eksempler på, at forbuddet mod standsning og parkering i yderrabatten har haft helt skæve konsekvenser. Det har blandt andet betydet, at en borger i Nordjylland ikke har kunnet parkere en trailer på græsplænen foran sit hus, selvom græsplænen lå på borgerens egen grund. Det er ikke rimeligt. Derfor foreslår jeg, at vi ændrer denne bestemmelse, så der ikke er nogen tvivl om, at man selvfølgelig må parkere en trailer på sin egen grund.

Med de nye regler vil den type sager ikke længere kunne ske. Du skal dog lige vente med at parkere efter de nye regler. Lovforslaget træder i kraft 1 juli i år. 

Uvildigt klagenævn for parkeringsafgifter

Derudover blev det endeligt vedtaget, at de private parkeringsselskaber skal etablere et klagenævn, som man kan rette henvendelse til, hvis man er uenig i afgørelsen, der danner grundlag for den bøde, man har fået. Tidligere var man nødt til at gå i retten.

- Som reglerne er i dag, vil man være nødsaget til at gå til domstolene, hvis man som bilist er uenig i en parkeringsafgift udstedt på et offentligt tilgængeligt privat område i eksempelvis et shoppingcenter. Det afholder mange fra at klage. Og det er ikke rimeligt, udtaler transportminister Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

Udover et privat parkeringsklagenævn har Folketinget også vedtaget, at parkeringskontrollen, og dermed muligheden for at udskrive parkeringsafgifter på statsvejene, bl.a. motorvejene, kan overgå fra politiet til Vejdirektoratet.

Måske er du interesseret i...