iStock

Kvinder køber ikke nye biler – her kan du se slutsedlernes kønsfordeling

Salget af nye biler slog rekord i 2016, men der er meget få kvinder blandt køberne.

6. januar 2017 af Mikkel Thomsager


Kønsfordelingen blandt gæsterne hos landets bilforhandlere er mindst lige så skæv som i den lokale fodboldklub. I hvert fald hvis man ser på slutsedlerne. 

Salget af nye biler slog som bekendt rekord i 2016 med 223.165 nye personbiler på de danske landeveje, men det er langt overvejende mænd, der skriver under på slutsedlerne.

På foranledning af den danske Peugeot-importør, har de Danske Bilimportører opgjort kønsfordelingen i underskrifterne på slutsedlerne af de 223.165 biler, der blev solgt, og her var kun de 39.615 underskrevet af kvinder. Det svarer til 17,8 procent.

Forskellige argumenter

Hverken Peugeot eller de Danske Bilimportører fortolker tallet, men hos Peugeot konstaterer man, at de argumenter, man skal bruge for at sælge en ny bil til en kunder, er meget forskellige for mænd og kvinder.

- Vi har undersøgt det, og vi kan konstatere, at mens mænd tænker på design, køreegenskaber og udstyr, så forholder kvinder sig i højere grad til brændstoføkonomi, sikkerhed og bilens pris, forklarer informationschef hos Peugeot, Hanne Langsig Sørensen.

Det var i øvrigt ikke kun i Danmark, at nybilsalget har været stort, også på europæisk plan steg nybilsalget fra 12,6 millioner nye biler i 2015 til 13,5 millioner i 2016. Stigningen har været størst i Italien, Spanien og Frankrig, mens Holland som det eneste EU-land har haft et fald i nybilsalget.

Måske er du interesseret i...