© Euro NCAP

Hård kritik: Vigtigt sikkerhedsudstyr spares væk i billige biler

Biler med fem stjerner i crashtest kører ofte med langt mindre sikkerhedsudstyr i praksis, så de i virkeligheden er langt farligere. En afgiftsændring er påkrævet, mener FDM.

8. december 2016 af Daniel Bohnsen

Det europæiske sikkerhedssamarbejde, Euro NCAP, har netop udført årets sidste runde crashtests. 2016 bød på en procedureændring, der betyder, at biler testes i to udgaver; med og uden sikkerhedsmæssigt ekstraudstyr.

På den måde kan forbrugere både se det maksimale sikkerhedsniveau, en given bil kan opnå, men også hvor (u)sikker modellen er i den mest skrabede indstigningsudgave.

Tanken er fin, men resultatet er misvisende, fordi bilproducenterne med rette kan markedsføre deres biler som havende femstjernet sikkerhed, selvom den udgave, de fleste køber, måske kun opnår tre stjerner.

Danske modeller mangler udstyr

Det er især intelligente systemer som vognbanealarm og automatisk nødbremse, der kan give stort udslag i sikkerhedsvurderingen, og selvom større biler i dag ofte har sådanne systemer som standard, er det som regel ikke tilfældet i billige modeller.

Derfor mærker vi i ekstra høj grad resultatet herhjemme, hvor de høje afgifter tvinger mange forbrugere til at nøjes med de billigere udgaver, der ikke har det afgørende sikkerhedsudstyr som standard.

Et alvorligt problem, der i følge FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, kalder på en løsning.

- Med de nye systemer som automatisk nødbremse og linjevogter får man en markant højere sikkerhed, og det afspejles i testresultatet. De høje danske afgifter kan imidlertid få bilkøbere til at vælge de billigere udgaver uden sikkerhedssystemerne. Det er et stort problem for både bilejerne selv og trafiksikkerheden generelt. Sikkerhed i biler bør ikke være noget, der fravælges, fordi det er for dyrt. Det understreger endnu en gang behovet for at få fjernet den særlige danske afgift på sikkerhedsudstyr.

Asiatiske modeller falder igennem

Årets sidste crashtests omfattede seks biler, hvoraf Audi Q2, Ford Edge og Hyundai Ioniq modtog de maksimale 5 stjerner i basisudgaverne. I disse tre modeller er automatisk nødbremse og vognbanealarm standard på alle udstyrsniveauer.

De tre andre, Suzuki Ignis, SsangYong XLV og SsangYong Luvi, blev alle testet med og uden sikkerhedspakke, hvilket for Suzuki Ignis betyder, at den opnår henholdsvis fem og tre Euro NCAP-stjerner, mens de to SsangYong-modeller klarer testen til henholdsvis fire og tre stjerner.

Måske er du interesseret i...