Ferrari-direktør: "Derfor deltager vi ikke Formel E"

Der er interne diskussioner i Ferrari om, hvor vidt man skal begynde at satse på den elektriske formelklasse. Lysten og viljen er der, men Ferrari har to primære bekymringer.

16. november 2016 af Daniel Bohnsen

Formel E er racerløb for elektriske racerbiler, og selvom traditionelle motorsportsentusiaster generelt ikke har meget til overs for den nye form for motorsport med de næsten lydløse racere, så ser det ud til, at løbsserien er kommet for at blive.

Flere store bilproducenter deltager allerede, men hos Ferrari lyder meldingen fra den administrerende direktør, Sergio Marchionne, at der har været adskillige interne diskussioner om, hvor vidt det hæderskronede italienske mærke skulle deltage i Formel E.

- Det er noget, jeg har diskuteret med mine kollegaer her i Ferrari i et godt stykke tid, så ja, vi har overvejet deltagelse i Formel E. Problematikken for os ligger i to elementer i det nuværende reglement; at man er nødsaget til at skifte bil undervejs i løbet, og at udviklingen af bilerne er standardiseret, forklarede Marchionne på en telekonference.

Grundet de elektriske raceres begrænsede kapacitet og relativt lange ladetid, benytter hver kører to biler i løbet. Det har Ferrari ifølge Marchionne altså svært ved at forlige sig med, men udviklingen går hurtigt, så spørgsmålet er, hvornår vi ser Formel E-biler, der har strøm nok til at klare hele løbsdistancen.

Derudover er det først i denne sæson, at Formel E-holdene har haft mulighed for at udvikle deres egne motorer og batterier, og alle bilerne kører med identiske chassis'er. Det skyldes, at folkene bag Formel E ønsker, at holdene fokuserer på udviklingen af den elektriske teknologi, der vil være meget brugbar i almindelige personbiler.

Og den manglende frihed i udviklingen er således også med til at udskyde Ferrari's entré i Formel E. Det skyldes, at de ikke vurderer, at de i tilstrækkelig grad vil kunne udvikle teknologier under det reglement, som de kan bruge i deres personbiler.

Det har dog ikke holdt andre tilbage, for Formel E er støt stigende i popularitet. Således deltager blandt andre Renault, Jaguar og DS allerede i den elektriske motorsport, mens både McLaren, Mercedes, Honda, BMW og Audi vil blive involveret i større eller mindre grad over de næste to sæsoner.

Måske er du interesseret i...