En Seat Toledo som denne fra 1998 må ikke længere køre i Barcelona, når de nye regler træder i kraft.

Er din bil bandlyst? Barcelona forbyder gamle biler i byen

Barcelona og en række omkringliggende byer vil forbyde gamle biler mod til gengæld at tilbyde gratis offentlig transport.

10. april 2017 af Esben Skrumsager


Op mod 3.500 årlige dødsfald i Barcelona vurderes at skyldes luftforureningen i den spanske storby. Derfor bliver tusindvis af biler bandlyst i byen med virkning fra 2019. Det skriver The Guardian.

De nye regler rammer alle biler med mere end 20 år på bagen, hvilket i runde tal anslås at få betydning for 100.000 private bilister og mere end 20.000 varevogne.

Kørselsforbudet gælder både Barcelona 39 omkringliggende kommuner, hvor de gamle biler skal blive i garagen alle hverdage. 

Gratis offentlig transport i Barcelona

Det kunne umiddelbart have været et upopulært forslag blandt indbyggerne i de ramte områder, men myndighederne forventer at få opbakning til den nye lovgivning ved at tilbyde gratis offentlig transport til dem, der opgiver deres gamle biler.

I det hele taget ser de gamle biler – og særligt dem med dieselmotorer – ud til at være på vej ud i kulden hos myndighederne i de store byer. I slutningen af det forgangne år blev myndighederne i Paris, Madrid, Mexico City og Athen enige om at forbyde dieselbiler og -varevogne i centrum af byerne fra år 2025.

Selvom der går knap to år, før de nye regler træder i kraft i Catalonien, skal du allerede senere i år være opmærksom, hvis din bil er indregistreret før januar 1997, og du planlægger et roadtrip til Spanien. Disse biler vil nemlig allerede fra december i år være bandlyst i Barcelona i perioder med særlig høj forurening.

Måske er du interesseret i...