© iStock

Efter skræmmende tal sætter politiet fokus på uopmærksomhed

Vi skal være bedre til at køre bil, når vi kører bil. Derfor sætter politiet i denne uge fokus på problemerne med en massiv razzia landet over.

20. februar 2017 af Redaktionen

De seneste tal fra Rigspolitiet viser, at mere end 3.400 trafikanter alene i januar har fået en bøde for at bruge en håndholdt mobil under kørsel. Derfor gennemfører politiet i uge 8 en landsdækkende kontrol af uopmærksomme bilister.

- Der er uopmærksomhed involveret i omkring hvert tredje trafikdrab på vejene. Derfor er det vigtigt, at trafikanterne har fokus på trafikken, når de kører på vejene. Alt for ofte stopper vi folk, der roder med mobil, papirer eller noget helt tredje, mens de kører. Det fjerner fokus og øger risikoen for alvorlige ulykker, siger Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

354 har mistet livet

I de seneste uger har en landsdækkende kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension samt landets kommuner mindet trafikanterne om, at når de sidder bag rattet, så skal de holde fokus på trafikken.

Set over fem år har 354 mennesker mistet livet i trafikken i ulykker, hvor de selv eller andre har været uopmærksomme. Dertil kommer en masse tilskadekomne personer, som ikke er opgjort.

Det er på den baggrund, at den landsdækkende kampagne ”Kør bil, når du kører bil” vil have flere til at koncentrere sig, når de kører ude i trafikken.

Undgå bøder og farlige situationer

  • Drop mobilen og sociale medier, når du kører bil
  • Hold ind til siden, hvis du skal indstille din GPS eller ringe
  • Hold ind til siden og få ro i bilen, hvis børnene er urolige og kræver din opmærksomhed
  • Lad være med at lede efter ting, du taber. Kør ind til siden - eller vent til du kommer frem
  • Kig på trafikken, også mens du taler med dine medpassagerer
  • Få andre i bilen til f.eks. at skrue låget af din vandflaske, taste på GPS, række dig solbriller etc.

Måske er du interesseret i...