Det er ikke sort/hvidt: Færdselsstyrelsen og FDM er helt uenige om langt lys

Færdselsstyrelsen modsiger nu FDM, som i går meldte ud, at man altid skal køre med det lange lys på motorvejen om natten. Der skal et mere nuanceret billede til.

26. januar 2017 af Mathias Brandt

Artiklen er opdateret d. 27. januar 2017 med supplerende kommentar fra FDM.

Mange af Bil Magasinets læsere undrede sig på Facebook i går over FDM, da vi kunne skrive, at bilejernes organisation opfordrer til altid at bruge det lange lys på motorvejen – uanset om der er modkørende eller ej.

– Når mange undlader at bruge det lange lys, skyldes det enten uvidenhed eller et misforstået hensyn til andre modkørende bilister, som man ikke ønsker at blænde. Men det er forkert. Som udgangspunkt skal man køre med fjernlys på motorvej og kun blænde ned, hvis der er få hundrede meter op til en forankørende, løs det fra Dennis Lange, der er jurist i FDM.

FDM mangler nuancer

Det har i mellemtiden fået Færdselsstyrelsen til at komme med en kontramelding, da de mener, at FDM’s udmelding er for unuanceret.

– Der vil være modkørende bilister, som på grund af vejforholdene vil blive blændet undervejs, også på motorvejene, forklarer direktør i Færdselsstyrelsen, Stefan Søsted, til Ritzau.

I samme ombæring opfordrer han bilisterne til at vurdere situationen og forholdene hver gang de kører ud på vejen.

– Færdselsloven lægger op til, at den enkelte bilist skal foretage et skøn i forhold til den situation man er i. Hvis ikke man kan have det lange lys tændt, fordi man blænder andre, så må man sætte hastigheden ned, siger han og tilføjer:

– Man skal bruge sin ganske almindelige sunde fornuft og blænde ned og op efter forholdene og afpasse hastigheden derefter.

Selvom det giver god mening at køre med så meget lys på bilen, som muligt, må vi her på Bil Magasinet altså bakke om Færdselsstyrelsens udtalelser. Konstant langt lys på motorvejen er ikke vejen frem.

Efter Færdselsstyrelsens kritik har FDM modereret opfordringen til de danske bilister. I en mail til Bil Magasinet skriver bilejernes organisation:

- Der er ikke noget i det, Færdselsstyrelsens citeres for, som FDM ikke er enige i. At der kan være situationer, hvor det er nødvendigt at blænde ned, har vi understreget fra begyndelsen. Derfor kan vi heller ikke genkende den konflikt mellem FDM og Færdselsstyrelsen, som medierne lægger op til, der skulle være, skriver juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.

Hvad synes du? Her kan du deltage i debatten på Facebook: 

Måske er du interesseret i...