Derfor er ny Mercedes S-Klasse et teknologisk mesterværk

Når den faceliftede Mercedes S-klasse kommer til efteråret, har den rykket sig langt i forhold til assistance-funktioner, og tager et stort skridt i retningen mod at være 100 pct. selvkørende.

12. april 2017 af Mathias Brandt

Mercedes’ automatiske distancekontrol og aktive styretøj er efterhånden meget veludviklede. Når det spiller sammen kommer bilen f.eks. til at kunne tage højde for sving og tilpasse hastigheden derefter – alt sammen uden chaufførens indgriben.

Takket være forbedrede kamera- og radarteknologi kan den kommende Mercedes S-klasse overvåge og reagere hurtigt i de fleste situationer, der måtte opstå i trafikken. Navigationsdata i realtid vil ligeledes blive brugt til at forudse og ikke mindst planlægge rute og kørestil.

Ifølge Dr. Michael Hafner, chef for automatiseret kørsel og aktiv sikkerhed, er en af hemmelighederne bag, at Mercedes er forholdsvis langt i udviklingen af selvkørende teknologi, og at alt software-udvikling sker hos Mercedes. Fabrikken er altså ikke begrænset af en underleverandør på dette område. På den måde kan de nemt omstille og tilpasse sig udviklingen og lovgivningen. 

Bremset af lovgivning

Den aktive distance-assistent Distronic tager også højde for, hvilket køreprogram (Eco, komfort eller Sport) du kører i. I Eco-tilstand forsøger computeren at give chauffør og passagererne så glidende en køreoplevelse som muligt. Mens Sport selvsagt give en mere sportslig kørestil. Det betyder blandt andet, at sving og accelerationer foregår i et højere tempo. Det hele kan gøres med hastigheder helt op til 210 km/t.

I køkørsel følger den blot med de andre i trafikken og stopper trafikken helt, kan bilen holde stille og starte igen indenfor 30 sekunder. Holder du stille længere tid, skal chaufføren selv sætte igang igen.

Grundet lovgivning og selvfølgelig også af sikkerhedsmæssige hensyn, er alle hjælpemidlerne betinget af, at chaufføren i forudbestemte intervaller gør noget aktivt. Det kunne være at bevæge rattet, accelerere eller bremse, men gør chaufføren ikke dette, vil en advarsel dukke op i instrumentbordet sammen med en bib-lyd. Ignoreres dette over en længere periode, vil bilens computer antage, at der er noget galt og bringe bilen til standsning. Når den holder stille, vil katastrofeblinket automatisk blive tændt, og bilen ringer derefter op til alarmcentralen og afgiver bilens position, så redningspersonale kan finde bilen. 

Fremtiden i de fleste biler

Fjernbetjent parkeringsassistent gør det muligt for chaufføreren, at manøvrere bilen ind på snævre parkeringspladser eller garager via en app til smartphonen. Den første bil, der kom med et lignende system var BMW 7-serie, og siden har vi også set det i den mindre Mercedes E-klasse.

Den nye S-klasse har premiere til efteråret.

Måske er du interesseret i...