Debat efter ny video: Hvor svært kan det være at køre ordentligt?

En af vores læsere mener, der er meget galt med den danske trafik-mentalitet. Har han fat i noget, og hvad oplever du selv som det største problem?

4. marts 2017 af Bil Magasinet

For nylig delte vi på Bil Magasinets Facebook-side en video af endnu et klokkeklart tilfælde, hvor en bilist på en dansk motorvej ikke har forstået, at vi i Danmark som udgangspunkt kører i højre side af vejen - med mindre man skal foretage en overhaling - uanset antallet af spor i samme retning. (Du kan se videoen her).

Det fik en af vores læsere til at sende en længere besked, hvor han pointerer, at manglende højrekørsel blot er en af trafikale udfordringer, som bilisterne på de danske veje udsætter hinanden for til daglig. Herunder kan du læse Flemming Baumanns input og se, om der er noget af det, du kan genkende.

Dårlig adfærd blandt danske trafikanter

Affødt at "Hvor svært kan det være"-opslaget her på siden tidligere i dag, så tillad mig at pege på virkelig dårlig adfærd blandt os ærede trafikanter, ved at nævne dem der lægger sig i et ledigt svingsspor, for så at gasse op og køre lige over krydset, når det bliver grønt.

Så er der dem der lægger sig i ligeud-sporet for ikke at havne i en lang højresvingskø, og for så i sidste øjeblik at tvinge sig ind i svingbanen, og hvis der ikke gives plads, står den på fuckfingre og horn. (ser det tit ved nedkørslen til motorvejen ved Tårnby Torv)
... og dem der sætter farten op når de kører ind i en rundkørsel, og her er det ikke nok at speede op, men også køre lige igennem rundkørslen så begge baner bruges, og evt. bilister der gerne vil ind afskæres.

Jeg må også nævne at jeg næsten dagligt ser lastbiler kører over for rent rødt, fordi de ikke gider at skulle sætte de mange tons i gang igen efter at have kørt op ad bakken mod rundkørslen (med signal) ... jeg har dyb respekt for de 40 tons metal der kommer buldrende ... og det ved chaufføren! ... Rekorden her er 4 lastbiler (40 fods) der alle tog den for rødt, så mit grønne signal blev til rødt inden den fjerde havde forladt rundkørslen! (Hvis Rigspolitiet læser med her, så er der gode penge at tjene i Rundkørslen ved Prøvestenen i Helsingør.)

Lastbiler der i myldertiden lave elefant-overhalinger hvor der er tidsforbud, og biler der lægger sig et par meter bag den forankørende og presser, selv om der køres kofanger ved kofanger i alle baner! Enhver der lytter til trafikmeldingerne på DR løfter ikke mere et øjenbryn når de nu dagligt hører at flere biler er stødt sammen på motorvejen!... nogen der sagde bremseafstand?

Så er der alle håndværkerne, og andre professionelle chauffører, der sidder med deres mobiltelefoner, og nogle af dem ryger eller spiser samtidig.

...og så er der dem der lægger make-up, plugger øjenbryn, læser, sms´er, er på sociale medier, roder med GPS/infotainmentsystemet eller hele tiden vender sig mod børnene på bagsædet, mens de med 100+ km/t. slingrer ned af motorvejen.

Hajtænder indikerer ikke længere vigepligt, lige som fuldt optrukket er en personlig fornærmelse mod visse af vores medtrafikanter, og fodgængerovergange ignoreres, eller der køres så hurtigt op mod feltet, at fodgængeren åbenlyst bliver bange for eller usikker på bilistens hensigt.

Denne her er min yndligsaversion: Bessefar o.a. der lægger sig i midtersporet med 90 km/t. på motorvejen, og ikke lader sig rokke én meter. Det er åbenbart dejligt trygt at have plads omkring sig. Jeg har dem mistænkt for ikke at kender deres bil hjørner, det ses ofte ved, når de prøver at parkere deres biler i mellem andre, og ser hvor meget tid og plads de skal bruge for at få bugseret bilen ind på et område, der kan huse 1 til 2 biler yderligere.

Sluttelig vil jeg lige hilse fra en kollega og henstille til alle jer, der parkerer jeres biler på villavejene i områderne omkring lufthavnen når I skal på ferie og lignende, om I ikke vil være så rare at lade de få p-pladser de har tilbage være deres, så de ikke behøver parkere op til flere kilometer væk fra deres hjem, og slæbe børn og indkøbsposer hjem gennem blæst, regn og slud?!

... Alt dette gælder selvfølgelig ikke os Bil Magasinet-læsere, det er de andre jeg hentyder til! ;)

Er du enig med Flemming, eller er hvad siger du til hans påstande? Deltag i debatten på vores Facebook-side.

Måske er du interesseret i...