De vildeste racerbiler kommer til Aarhus i weekenden

Op mod 300 racerbiler stiller op til Classic Race Aarhus i den kommende weekend. Særligt én af de 12 klasser byder på masser af gammeldags hestekræfter.

19. maj 2017 af Mathias Brandt

En af de grupper af biler, som i weekenden vil køre med til Classic Race Aarhus, har fået titlen ”Legend of Speed”, og det er der en helt særlig årsag til. Her står nemlig flere af de legendariske biler og venter på at hugge til, når starten går på fredag d. 19 maj.

- Det er virkelig nogle fantastiske biler, vi har fået med i år, og jeg glæder mig til at se dem lukke op for gassen på det, der jo er Danmarks hurtigste racerbane, fortæller direktør for Classic Race Aarhus, Mike Legarth.

Blandt feltets 18 biler finder man blandt andet en Lola T162 med 712 hestekræfter. Bilen er en original Can-Am racer, som var en af de vildeste racerklasser fra 60’erne og 70’erne. Med en topfart på 350 km/t, bliver Lola-raceren formentlig den hurtigste bil under dette års race – og ganske givet også den mest vellydende, når de 12 cylindre bliver vakt til live.

”Legend of Speed” feltet byder overordnet set på et meget interessant felt, som blander nyt og gammelt. 

Der findes også 11 andre spændende klasser til dette års race. Vi glæder os specielt til at se, når Kurt Thiim stiller op i Deutsche Tourenwagen Classics, der er identisk med den ekstremt populære DTM-klasse, der hærgede Europa i 1980’erne og 90’erne. Her er garanti for et helt forrygende race med masser af action og fart.

Måske er du interesseret i...