BMW 3-serie er den model, der har haft størst fremgang siden 2015. Den er nu på fjerdepladsen over de mest populære firmabiler.

© BMW

Automatgear og sikkerhed hitter hos firmabilisterne – her er de mest populære biler

Automatgear blevet så populært, at det nu vælges i hele 40 pct. af de nye firmabiler. Det viser en ny analyse af de mest populære firmabiler i 2016.

11. november 2016 af Esben Skrumsager

Danske firmabilbrugere kører i stigende grad i premium-modeller med automatgear og godt med sikkerhedsudstyr. Det viser en ny analyse af de mest populære firmabiler i de tre første kvartaler af 2016, som fleet management-virksomheden LeasePlan Danmark netop har gennemført. 

Tendensen med flere premium-modeller startede allerede ved årsskiftet men har nu for alvor bidt sig fast:

- Premium-modellerne er generelt faldet en smule i pris, og derfor har lidt flere nu mulighed for at vælge firmabil inden for dette segment. Lige nu er mærker som BMW og Mercedes-Benz meget populære, hvilket især skyldes, at de i løbet af 2016 har haft nogle meget konkurrencedygtige priser, siger Lars Eegholm, adm. direktør i LeasePlan Danmark.

- Til gengæld går kunderne en smule ned i størrelse, og færre vælger MPV’erne og de helt store biler. Tendensen går altså mod mere premium og mindre størrelser.

På LeasePlans top 10-liste over de mest populære firmabiler i 2016 ligger premium-modellerne Mercedes-Benz C-Klasse og BMW 3-serie eksempelvis nummer 3 og 4. 

Automatgear stormer frem

LeasePlans analyse viser desuden, at automatgear fortsætter med af vinde frem i danske firmabiler. I 2016 er der valgt automatgear i 40 pct. af de nye firmabiler. Sidste år var der kun automatgear i 20 pct. af bilerne.

- Automatgear er blevet virkelig populært. Det hænger dels sammen med, at de moderne gearkasser simpelthen er blevet bedre og mere smidige, men også at leverandørerne kan tilbyde nogle gode priser, så springet fra manuel til automatgear bliver mindre, fortæller Lars Eegholm.

Mindre afgift – mere sikkerhed

En anden tydelig tendens er øget fokus på sikkerhed. Afgiftssækningen sidste efterår har gjort det billigere at have bil, og mange vælger at bruge den ekstra besparelse på endnu mere sikkerhed i bilerne:

- Sikkerhed prioriteres rigtig højt ude i virksomhederne og hos firmabilbrugerne, og udstyr som adaptiv fartpilot, dynamiske lyssystemer, blind spot-assistent og bakkamera er blevet standard for mange. Det er en rigtig god udvikling, da høj sikkerhed giver bedre arbejdsmiljø for førerne og besparelser for virksomhederne i form af færre arbejdsskader og reparationer, siger Lars Eegholm fra LeasePlan. 

© VW

Top 10 - her er de mest populære firmabiler

Det er den velkendte firmabil Volkswagen Passat, der topper listen over populære firmabiler i 2016. Passat var også den mest populære firmabil i 2015. På andenpladsen ligger den lige så velkendte Ford Mondeo. Der er desuden to nye modeller på listen, nemlig Ford Focus på sjettepladsen og Volkswagen Touran på syvendepladsen. 

1: Volkswagen Passat (1)
2: Ford Mondeo (3)
3: Mercedes-Benz C-Klasse (2)
4: BMW 3-serie (9)
5: Skoda Octavia (5)
6: Ford Focus (ny)
7: Volkswagen Touran (ny)
8: Citroën Grand C4 Picasso (10)
9: Audi A4 (4)
10: Audi A6 (6) 

Listen viser de mest valgte nye firmabiler hos LeasePlan Danmark fra 1. januar til 31. september 2016. Parentesen angiver, hvilken placering bilerne havde på listen i hele 2015.

Måske er du interesseret i...