Alfa Romeos nye SUV scorer topkarakter i crashtest

Euro NCAP har haft den nye Alfa Romeo Stelvio under kærlig behandling i deres testcenter. Resultatet er ganske overbevisende.

Alfa Romeo Stelvio har for nylig gennemgået testprogrammet hos sikkerhedsorganisationen Euro NCAP. Her opnåede italienernes nye SUV fem stjerner med en flot score på 97 % i kategorien voksensikkerhed.

En stribe nye bilmodeller har for kort tid siden været til eksamen i en række omfattende sikkerheds- og crashtest hos den uafhængige testorganisation Euro NCAP. Blandt dem var Alfa Romeo Stelvio, som er den italienske bilproducents nye SUV. Her blev Stelvio tildelt en topkarakter på fem ud af fem stjerner.

Det flotte resultat er opnået på baggrund af især to faktorer: indførelsen af en bred vifte af sikkerhedssystemer samt effektiviteten af en helt ny platform, som blev indført med Alfa Romeo Giulia sidste år. Den udmærker sig ved at være lige så let, som den er stabil, blandt andet fordi den er konstrueret med udpræget brug af meget lette materialer som f.eks. kulfiber og aluminium.  

Testen viste også, at forsæderne og nakkestøtterne yder rigtig god beskyttelse imod piskesmæld i tilfælde af påkørsel bagfra. Alfa Romeo Stelvio er desuden udstyret med et automatisk nødbremsesystem (AEB) som standard, der også øger sikkerheden, da det minimerer risikoen for kollisioner ved kø- og bykørsel. Systemet hjælper desuden med at få øje på fodgængere, der pludselig krydser kørebanen.

Udover den høje passive sikkerhed, som kommer fra den nye platform, er også den aktive sikkerhed i top med sikkerhedsudstyr, som blandt andet omfatter et helt nyt integreret bremsesystem (IBS). Det nye bremsesystem integrerer stabilitetskontrol og traditionel servobremse for øjeblikkelig bremserespons, og det reducerer bremselængden til et minimum.

Den rummelige Alfa Romeo Stelvio kan opleves hos landets Alfa Romeo forhandlere og koster fra 618.000 kr. for en 2.2 diesel med 150 hk og automatgear.

Måske er du interesseret i...