Sværvægtsbokseren fra Ferrari

Da Lamborghini sendte sin fnysende Diablo på gaden, svarede Ferrari igen med den stejlende 512 TR

23. april 2017 af Anders Richter

Hos Ferrari fik de espressoen godt galt i halsen i 1990, da de så Lamborghinis nye superbil. Diablo så ikke bare ond ud, den var også svinehurtig. Ferrari-modellen, der skulle kæmpe mod Diablo, hed Testarossa, men eftersom den havde været i produktion siden 1984, var den pensionsmoden. Effekten på 390 hk fra den 12-cylindrede boxermotor var samtidig intet i forhold til Diablo’ens 492 hk. Frokostpausen hos Ferrari var forbi. Nu skulle der arbejdes.

Grundformen var præcis den samme, og de ekstreme gæller i siderne blev bibeholdt, men fronten og bagenden blev modelleret om, så den blev lidt mere nutidig at se på. Et par nye fælge, lidt nye detaljer i interiøret, og forvandlingen var komplet. Desværre manglede der stadig en meget vigtig ting: Hestekræfter! Blokken og topstykkerne blev kasseret og erstattet af nye. Slagvolumen forblev dog den samme, mens kompressionen blev hævet. En Bosch-motorstyring stod for at få det hele til at spille sammen, og resultatet blev, at de havde forøget antallet af hingste med 37. Ikke helt nok til at bide skeer med Diablo, når det kom til at dyste fra nul til 100 km/t, men Ferrari’s ingeniører var ikke færdige endnu.


Navnet Testarossa betyder “rødt hoved” og henviser til de røde topstykker

De vidste nemlig, at den store Lamborghini krævede en yderst habil chauffør for at få den til at køre stærkt. Samtidig skulle han også være udstyret med arme og ben fra en veltrænet gorilla for at presse koblingen i bund og skifte gear. Det kunne Ferrari snildt gøre bedre, da køreegenskaberne på den gamle Testarossa slet ikke var så ringe, og de fleste var enige om, at den var meget nem at køre.

Motoren, som lå ovenpå gearkassen, blev sænket for at opnå et lavere tyngdepunkt. Karrossen blev gjort 16 procent stivere, undervognen sænket, og et sæt nye støddæmpere kom til. For at runde det hele af monterede de et sæt 18” alufælge svøbt ind i Pirelli P-Zero dæk. Ferrari 512 TR var født – desværre udeblev succesen.

Hvidt læder og røde tæpper passer perfekt ind i 90’er-stilen

Den nye hingst kom til verden midt i en økonomisk recession. Ikke det bedste tidspunkt at sælge superbiler selv om modellen fik stor ros. Det britiske magasin Autocar skrev i sin tid: “Ferrari laver endnu engang den fineste superbil i produktion”.

I alt solgte Ferrari 2.280 eksemplarer af 512 TR, inden den blev erstattet af den reviderede F512 M, der blev lavet 500 styk af. Det lyder måske ikke af meget, men når du tager i betragtning, at Lamborghini producerede 2.884 Diablo’er i de 11 år, den var i produktion, var det nu ikke så skidt endda.

512 TR blev præsenteret i 1992 og var dybest set en kraftigt revideret Ferrari Testarossa

Ferrari 512 TR

Motor B12, 427 hk, 488 Nm

0-100 km/t 4,8 sek.

Topfart 314 km/t

Forbrug 6,4 km/l

Mål (L/B/H) 448/198/114 cm

Vægt 1.665 kg

Nypris 1992 ca. 3.900.000 kr.

Måske er du interesseret i...