Sådan noget gammelt lort!

Livet med en gammel bil kan af og til være ganske udfordrende. Læs om Steen Bachmanns overvejelser, dengang hans gamle Mercedes-Benz var ved at synge på sidste vers.

5. august 2017 af Steen Bachmann

Steen Bachmann havde et utal af problemer med sin gamle Autobahn-cruiser, men han nægtede længe at lade den dø. Klummen her er fra Januar 2015, hvor den gamle Mercedes-Benz stadig fik kunstig åndedræt. 

Læs med her: 

Det var et stykke tid siden, den gamle sidst havde været på langtur, så på en mandag i en af de uger i oktober, hvor det regnede 24 timer i døgnet, tog jeg Mercedes’en på arbejde. Der er 110 km hver vej, og det er ingen sag for sådan en Autobahn-cruiser. Det gik fint den ene vej, og det gjorde det også den anden. Indtil Sorø-afkørslen midt på Sjælland.

I tung efterårsregn og en sky af vanddamp gik den enlige vinduesvisker fra at køre ildevarslende langsomt til fuldt stop. Det er ingen katastrofe i en ny bil, hvor det meste vand preller af ved god fart, men på en 26 år gammel forrude går glasset fra nogenlunde gennemsigtigt til fuldstændig uigennemsigtigt på tre sekunder. Hvad gør man så? Det var lige efter 1.000 meter-skiltet for afkørslen, så jeg trak ind bag en lastbil og kørte af motorvejen.

På en nærliggende og oplyst p-plads foran en Lidl foretog jeg de rituelle handlinger, som hører til ejerskab af en ældre bil: Er der noget, der er faldet af, er der sikringer, der er gået, og er der eventuelt en ejer af en Nissan Patrol i nærheden? De har jo i modsætning til mig det rette værktøj på sig, hvis der skal foretages en lynreparation. Men dén aften var der ikke andet end Suzuki Splash’er foran Lidl. 

Efter den velkendte jeg kommer lige lidt senere hjem-opringning og en konstatering af, at visker­motoren ikke havde tænkt sig at komme til live igen (og nu også lugtede brændt), skulle der træffes et valg. Skulle jeg rekvirere hjælp fra husvennen Dansk Autohjælp eller håbe på det bedste og køre hjem?

Jeg traf valg nummer to, og på den kulsorte landevej mellem Sorø og Slagelse var det så, at jeg fandt mig selv på vej hjem fra arbejde hængende halvvejs uden for bilen med skægget i regnen. Her kom den tanke, som før eller siden kommer til alle slutbrugere af biler: Skulle man anskaffe sig en nyere?

Selvfølgelig skal man ikke det. Værkføreren fra den lokale mekaniker Rasmus Degn A/S, som er begyndt at rejse sig og gå mig i møde med en blanding af medfølelse og et yes!, så er der omsætning i biksen-blik, når jeg træder ind af døren, adskilte og smurte viskermotoren, og nu kører den igen. Den var ikke brændt af, men trængte bare til lidt olie. Sådan er der hele tiden noget, når bilen er oppe i årene.

I sommerferien røg der en trækaksel på grund af en frisk 180 graders-vending, og så har der været småting med en kølerslange, der faldt af, en radio, der stjal strømmen fra batteriet, og en vandskade på grund af et soltag, der ikke var helt lukket.

I alt taler vi om et gennemsnitligt budget for reparationer på omkring 1.000 kr. om måneden, og det accepterer jeg. Sammenlignet med de grufulde historier, vi hører fra læsere med nyere biler, der går i stykker, er det jo det rene vand. Har du tjekket markedsprisen for fire brændstofdyser til en Passat eller et komplet skift af et topstykke i en Audi for nylig? 

Men nu er det som om, problemerne tager til. Vandskaden er tilbage, og som alle VVS’ere ved, er vand noget af det mest forbandede, man kan komme ud for, i hvert fald når det handler om at holde det væk. Vi aner ikke, hvor det kommer ind (listerne på både soltag og vinduer er, så vidt jeg kan se, tætte), men efter en måneds regn ligger der fire cm vand i bunden af passagersiden, og vand på indersiden af en bil er ikke godt. Det kan være et problem med vand på ydersiden – men indersiden er værre!

Nu begynder de så at tale om nattefrost i vejr­udsigten, og når man er indehaver af en bil med et fugtproblem – men ikke en garage – kan kuldegrader blive et problem. Det var under en drøftelse med fruen om, hvad vi skal stille op, at hun luftede den tabu-belagte og utænkelige tanke, at vi skulle begynde bare at overveje, hvornår nok er nok. Min forrige bil var en metalgrå Volvo 740 GL (æret være dens minde), der endte sine dage hos en skrothandler, der hedder Grisen, men Mercedes’en skal ikke lide samme skæbne. Modellen blev jo udviklet i det gamle Vesttyskland til at kunne køre 100.000 km om året i 10 år, og min har kun kørt 325.000 km. Den er slet ikke færdig med at brumme beroligende derudaf, og der skal løbe mange tons CO2 ud af det dobbelte afgangsrør, før jeg er færdig med den.

Senest er kabinelyset gået (foran), mens den blinkende ABS-lampe har fået hyggeligt selskab af advarsler for defekte lygtepærer og lav stand af motorolie. Jeg går ud fra, at det går over igen, og skal ikke have en nyere bil. Indtil videre.

Hvordan har den det idag?

Ja, vi må nok erkende, at selv efter hårde anstrengelser, måtte Bachmann smide håndklædet i ringen. Den røg dog ikke til skrot, men blev i stedet solgt til spotpris. Der ligger stadig fire alufælge under hans bord, som køber ikke fik med i handlen. Vi andre er snart trætte af at se på dem, så hvis du sidder og mangler et sæt, så send en mail til Steen på [email protected] og giv ham et bud.  

Måske er du interesseret i...