Opel Kadett GT/E: Det sidste slag med halen

Der var engang, hvor en klejn baghjulstrukket coupé med stor var strengt nødvendig i enhver bilfabrikants opstilling. Og i 1975 var Opel Kadett GT/E Coupé den skrappeste af alle. Desværre var den og resten af baghjulstrækkerne på vej til at blive uddriblet.

18. februar 2017 af Carsten Nymann

Denne artikel er tidligere bragt i Bil Magasinet. Vi bringer den her, fordi vi synes, den fortjener et gensyn.

I 1973 lancerede Opel tredje generation Kadett. Rüssels­heimerne havde fat i den lange ende, for konkurrenten VW sled stadig med sin gammeldags Boble, og Kadett’en havde nu fået både skruefjedre på forakslen, trepunktsseler og et stort bagagerum.

Jeg kaster et blik hen over den gamle tysker, der kommer trillende, hostende og harkende ud af udstillingslokalet hos Automobili Stelvio i Måløv uden for København. Den buldrer ujævnt i tomgang med en metallisk klang fra ventilerne. Den specielle lakering skinner i solen: Afgrundssort og skriggul, det var den slags, man kunne slippe af sted med i 1970’erne.

Kadett C markerede højdepunktet på en eksplosiv teknologisk og kommerciel udvikling for Opel siden 2. verdenskrig. Men i 1974 ændredes alt.

VW lancerede den rummelige Golf med tværvendt frontmotor og forhjulstræk, og den ramte Opel Kadett og Ford Escort lige i kardankrydset. Og før de nåede at sunde sig, slog VW til igen med Golf GTI. Med hele 110 hk fra en 1,6-liters motor havde den lille bil provokerende præstationer. 

Opel var tvunget til at reagere. Men næsten symptomatisk begyndte ingeniørerne med at kigge bagud. Allerede i 1967 havde tyskerne skabt røre ved at lægge en 90 hk, 1,9-liters Opel Rekord-motor ned i den lille Kadett B Coupé.

Nu skulle kunststykket gøres efter. Den 1.897 kubik store motor med overliggende knastaksel fra Manta var på grund af emissionskrav i USA blevet udstyret med en elektronisk indsprøjtning fra Bosch. Ydelsen var 105 hk – mindre effekt end i Golf, men et betydeligt større slagvolumen. Dén motor blev nu lirket ned i den smukke Kadett C Coupé.

Forhjulsophænget blev dimensioneret til opgaven, der blev monteret kortere fjedre og større hjul, og karrossen fik en speciel 2-farvet lakering. Kadett GT/E (E for Eletronic injection) var født.

Jeg får mit korpus tvunget ned i testbilens snævre skålsæde. På forunderlig vis er det blødt i midten, men knuger samtidig så hårdt om mig, at jeg får en følelse af at skulle lade vandet. Jeg smækker den tynde dør med de lakerede flader med et højt klonk, men må åbne igen for at kunne få fat i H-selen fra racingspecialisterne Schroth. Hele karrossen vugger blidt i takt med 1,9’erens tomgang ude foran, og jeg griber om den vinklede gearstang og trækker den heeelt ud til venstre og tilbage.

GT/E kunne som ekstraudstyr fås med to typer 5-trins ”dogleg” ZF-transmission. Testbilen har den mest sjældne, ekstreme close ratio-variant, der er optimeret til banebrug. Jeg kobler til.

Motorens mange kubikker har ingen problemer med at puffe de godt 900 kg bil afsted uden risiko for, at jeg går i stå. Jeg forlader Måløv og drejer til venstre ad hovedvejen mellem København og Frederikssund. Det er midt på dagen, her er ikke den store trafik, så jeg giver Kadett’en fuld gas. Den bundsolide CIH-motor (Cam In Head) med blok i støbejern og kædetrukket knastaksel spoler op ad o-tælleren med en henrivende snerren. 

Jeg er i løbet af ingen tid halvvejs gennem fjerde, og da jeg med en let håndbevægelse trækker den delikate skifter ned i femte, og nålen nærmer sig 3.000 o/min, brager jeg af sted med 80 km/t. Sidst jeg kørte en bil, der gik med så mange omdrejninger ved marchfart, var da jeg prøvede Spyker-bossen Victor Müller’s Saab 93 Mille Miglia-racer. Og det er altså en 2-takter.

Netop racerbanerne, eller i særdeleshed rallybanerne, var stedet, hvor Kadett GT/E cementerede sin efterfølgende legendestatus. For nok var opskriften på Opel’en gammeldags, og nok var den agile, snudedrevne Golf GTI nemmere at værdsætte for hverdagsbilisterne. Men hed du Walter Rörhl, og ville du bare hurtigst muligt gennem en 90-graders hårnål på en grusvej, ja så var baghjulstræk stadig sagen. I 1976, da Opel entrede en 225 hk GT/E i WRC, var den med til at sikre Opel andenpladsen i konstruktørmesterskabet bagefter suveræne Lancia.

Jeg finder en lille landevej med kuperet terræn, som fremkalder indre billeder af en 70’er-rallyprøve – dog uden grusbelægning. Jeg kniber øjnene sammen og strammer grebet om det originale sportsrat. Walther Rörhl er af omtrent samme højde og drøjde som mig, og jeg kan alt for godt leve mig ind i, hvor radbrækket han har været efter et par timer bag rattet i Monte Carlo i ‘76.

Jeg sidder lavt og langt tilbage, og rattet er vinklet skævt ind mod midten af bilen. Jeg lægger prøvende mere power på hjulene henover de ujævne veje. Transmissionen synger som i en ægte rallybil, og der er en tilfredsstillende bonus ved at køre den ud i gearene. Op til cirka 3.500 o/min brummer, hvisler og gurgler hele drivværket. Men så ændrer lyden karakter til en mere fokuseret, sprød snerren, der ligesom spidser til ved udstødningen. Det varer kun lige i et øjeblik, for pludselig er der bare ikke flere snoninger at hente ud af motoren. Løsningen: Et kort vrik med højre hånd, og den forrygende gearkasse leverer næste trin. Udvekslingen ligger så tæt på det forrige, at motoren bare maser på næsten uden momenttab.

Det her er i sandhed en bil, der tigger og beder om at blive kørt på en krævende Hill Climb. Selv om den gamle sugemotor efter dagens standarder ikke har frygtindgydende effekt, så arbejder den lave vægt i dén grad for bilen. 

Ud over den eftertragtede gearkasse har testbilen også et par andre tilvalg fra ekstraudstyrslisten, nemlig spærredifferentiale og smedede Fuchs-fælge. Førstnævnte skulle være med til at flå Kadett’en endnu hurtigere rundt i kurverne.

Men da sidstnævne er monteret med Yokohama-semi-slicks, og da bilen er i sjælden flot stand, behersker jeg trangen til at gå gode gamle Rörhl alt for meget i haserne. Ikke mindst fordi det gode gamle tandstangsstyretøj simpelthen er så tungt, at jeg ikke er sikker på, jeg har kræfter til kontrastyring. Til gengæld er det fuldstændigt klart i mælet, og der er en stensikker indstyring uden dikkedarer, og selv om jeg ikke rigtigt har modet til at fremprovokere overstyring, så er jeg heller ikke i nærheden af at understyre. Det her er en fantastisk bil at køre for sjov.

Men intet varer evigt, hverken min testtur eller denne fantastiske Opel’s regeringstid tilbage i 70’erne. Mens jeg pisker tilbage mod forhandleren med syngende motor og moderat hastighed, tænker jeg tilbage på præsentationen af den seneste Astra. Her var mulighed for at køre alle de gamle Kadett’er, og jeg prøvede at gå direkte fra C til den forhjulstrukne D med tværstillet motor. Det er mærkbart selv i dag, at den var et skridt ned ad bakke for Opel. Man var tvunget til at følge rosset og skynde sig at udvikle en billig, firkantet kasse uden kardantunnel. Man mistede sgu noget undervejs, hvis du spørger mig. 

Opel Kadett GT/E Coupé

Motor:
R4, 1.897 cm3, 8V

Ydelse:
105 DIN hk ved 5.400 o/min
149 Nm ved 3.400 o/min

0-100 km/t:
9,8 sek.

Topfart:
184 km/t

Forbrug:
11,2 km/l

Årlige afgifter:
(ved 35. år) 710 kr.

Mål (L/B/H):
412/159/132 cm

Vægt:
990 kg

Bagagerum:
385 liter

Dæk 175/70R13H

Pris i dag 144.000 kr. 

Måske er du interesseret i...