Nostalgi: Historien om den lille bastard-Ferrari fra Fiat

Hjertet er fra Maranello, og bilen blev bygget side om side med Ferrari Daytona – alligevel er det en Fiat. Anders Richter finder ud af hvorfor.

19. november 2016 af Anders Richter

Lyt til den skrigende V6’er, når den ­passerer 6.000 o/min. Se den glide yndefuldt igennem landskabet. Læg mærke til de klassiske 14” Cromodora hjul og udstødningsmanifolderne, der næsten skraber asfalten. Det kan kun være en ­Ferrari. 

Kig så på emblemet, der pryder motor­hjelmen. Fiat! Er jeg blevet sendt på arbejde en søndag for at teste en 38 år gammel Fiat? Men ejeren Klaus havde nu alligevel ret, da han ­ringede og fortalte om noget meget ­specielt, der holdt parkeret i hans garage. 

Kørestillingen er typisk italiensk, hvilket betyder, at lange arme
og korte ben er en klar fordel

Historien starter i 50’erne, hvor Enzo Ferrari sender sin søn Alfredo, kaldet ‘Dino’, på ingeniørskole i Schweiz. Efter et par år vender han hjem til sin stolte far, der giver ham frie hænder til at bygge en racermotor. En lille V6’er er ellers nyt for mærket, men ikke desto mindre får idéen grønt lys. 

Motoren har ét eneste formål. Nemlig at blive smidt ned i en Formel 2-racer og blæse konkurrenterne af banen. Men Alfredo har muskelsvind, og hans helbred bliver ringere. Fra sygesengen på hospitalet kommer ingeniørerne ind for at diskutere fremskridtene med den nye motor, men Alfredo dør i 1956 uden at se eller høre sin motor, der først er klar året efter. Nogle år senere sætter en ny Formel 2-regel en kæp i hjulet for Ferrari. 

Der skal bygges 500 eksemplarer af motoren, før den kan bruges i løbene. Så et blankt stykke papir bliver lagt frem foran Ferraris hofdesigner Sergio Pininfarina, og han tegner en skønhed, som får modelnavnet 206.

Enzo Ferrari er knust over sin søns død og proklamerer, at hans navn aldrig skal blive glemt. Derfor skal den nye model ikke hedde Ferrari, men i stedet Dino 206. Fabrikken i Maranello kan godt se, at de aldrig vil kunne nå at sælge de 500 eksemplarer af Dino´en inden for en rimelig tid. 

Men faktisk behøver motoren ikke nødvendigvis at sidde i en Ferrari. Enzo er snedig og indgår en aftale med Fiat, hvorved Ferrari skal levere motorerne til to nye modeller. Den første skal være en cabriolet, som tegnes af Pininfarina. Den anden en stilfuld coupe som udføres af Bertone, denne artikels Fiat Dino Coupé.  

Drej den spinkle nøgle og mærk den behagelige lyd fra V6’eren ude foran

Kabinen er som resten af bilen utrolig stilren, men materialerne er typisk italienske

Jeg sætter den lille tynde nøgle, som ligeså godt kunne passe i en Fiat 127, i tændingen. Giver den et par dap på speederen, og som var de tre tenorer gemt ude foran, går motoren i gang med et brøl. 

Den lette speeder bliver roligt masseret, mens jeg tager tilløb til at træde koblingen ned. Jeg har aldrig prøvet så hård en kobling og er faktisk bange for, at jeg knækker stoleryggen ved det første gearskift. Men jeg holder hovedet koldt, gasser op som en pensionist og forlader garagen, mens jeg slider et par millimeter af koblingen. 

Det første, jeg lægger mærke til, er det røde felt i omdrejningstælleren, der starter ved 8.000 omdrejninger! I 1970 var det fuldstændig uhørt i en gadebil. Selvom det kribler i speederfoden, holder jeg mig tilbage fra at afprøve den, indtil olietemperaturen er nået længere op. Klaus sagde godt nok, at jeg bare skulle give den noget gas, men min lønseddel rækker ikke til, at topstykkerne forlader blokken i dag. 

Kørestillingen er typisk italiensk med rattet monteret næsten fladt på instrumentbordet og lige meget, hvordan du indstiller sædet, bliver det aldrig perfekt. Undervognen er ikke sat op til narrestreger, men nærmere komfortabel autostrada cruising. Men det gør heller ikke noget, for olien har nu nået driftstemperatur. Jeg smider gearstangen ned i andet og hører, hvordan de små stempler piskes op i omdrejninger. 

Over 4.000 omdrejninger brøler den som en baryton. Ved 6.000 omdrejninger skifter lydbilledet til en tenor, men i det gule felt bliver lyden erstattet med det af en sopran. Lyst, højt og meget dragende. 

14” tommer alufælge var passende på datidens ­autostradamissil

De polerede dørkarme i rustfrit stål ligner nærmest små kunstværker

Historien om Fiat Dino Coupé fortsætter på Bertones værksted i Torino. Nuccio Bertone vil vise verden, at han kan bygge biler, der ikke falder fra hinanden, så snart de kører over kantstenen ved forhandleren. 

Designet er meget klassisk, og der er tydelige hints fra andre biler. Bagenden minder lidt om Lamborghini Miura, mens fronten er ovre i en helt anden boldgade. I får et lille hint: Manta. Medarbejderne kommer på overtidsbetaling, for der er ikke længere tid til fire timers frokostpause eller en espresso hvert femte minut. Kvalitet er det nye nøgleord. Et ord, der ikke findes i det italienske ordforråd på det tidspunkt. 

Så at lave et ledningsnet af ståltråd eller samle interiøret med spyt, holder altså ikke mere. Motor og teknik får de derimod strenge ordrer om at holde sig væk fra. For så snart skroget er færdigt, sendes det af sted til Maranello for at få ilagt hjertet og sjælen. Side om side med den legendariske Ferrari 365 Daytona bliver der nusset om den lille V6’er. Men herefter begynder problemerne. Blok og topstykker er lavet i aluminium, og holdbarheden er mildt sagt begrænset. 

Det betyder, at produktionen bliver indstillet fra marts til oktober 1969 for at revidere motoren. Løsningen er en opboring til 2,4 liter, blok i støbejern og en fem-trins ZF dogleg gearkasse. 180 fuldfede hingste trylles frem til sidst. 

Dino-navnet er diskret støbt ind i ventildækslerne og er faktisk et af meget få emblemer på bilen

Denne Dino coupé starter sit liv i Roms små gader. Købt fra ny af en blomsterhandler og derefter passet og plejet, indtil han sælger den 18 år senere. Næste ejer er den engelske Alfa Romeo-importør. Men Klaus skal ikke længere end til Sæby, hvor den siden er endt på Vestsjællands Bilmuseum, for at finde sin drømmebil. 

Entusiasmen bobler ud af ham, mens han viser detaljerne frem. Bilen står stadig flot med den helt rigtige patina og tælleren viser kun 78.000 km, så der er masser af liv tilbage i den. Bilen er en af de sidste, der ruller ud fra fabrikken og dermed en af de mere stabile rent teknisk. 

Fiat Dino’er er de senere år blevet mere populære blandt samlere og er også anerkendt som ægte Ferrari’er. Priserne starter i udlandet ved omkring 100.000 kr. for en jævn coupé. Hvis du allerede har forelsket dig i bilen, så husk, at det er billigere at købe noget ordentligt i stedet for at renovere den selv. Cabrioleten er mere eftertragtet, og priserne er også helt oppe i 350.000 kr. for et rimeligt eksemplar.

Baglygterne minder lidt om Lamborghini Miura. Lyden fra de to udstødningsrør er helt fantastisk

Nu kan nordsjælland på ingen måde forveksles med det norditalienske bakkede landskab, men det går an i dag. Solen spejler sig i den sølvfarvede lak, mens vi glider forbi de grønne træer. Det er begyndt at gøre ondt i armene, men hver gang jeg rører den højre pedal, bliver smerten sat til side og hjernen fyldt med glade tanker.

Fiat Dino har rødt Ferrari-blod i årerne, men det er ikke en sportsvogn. Når jeg kigger på den, ligner den det jo heller ikke. Linjerne er skarpe og tidløse, men den er ikke lav, bred eller lang. Undervognen er blød og interiøret fyldt med komfortabelt velour. Hvis du ser på den som en sportsvogn, bliver du skuffet, men hvis du ser den som en cruiser, går regnestykket pludselig op. Så selvom der sad et Fiat-emblem på køleren, blev søndagen ikke spildt, tværtimod.  


Motor V6, 2.416 cm³, 12V

Ydelse 180 hk ved 6.600 o/min

220 Nm ved 4.600 o/min

0-100 km/t 8,3 sek.

Topfart 209 km/t

Forbrug blandet 8 km/l

Årlig vægtafgift 4.920 kr.

Mål (L/B/H) 451/171/132 cm

Vægt/last 1.400 kg

Bagagerum ukendt

Dæk (mm.) 215/70VR15

Pris i dag ca. 400.000 kr. + afgift

Richters Garage er en blog skrevet af redaktionschefen på Bil Magasinet, Anders Richter. Her handler det om ældre køretøjer, investeringsbiler og livet i selskab med en privat vognpark, der i øjeblikket består af en Porsche 944 Turbo fra 1987, en Porsche 996 Turbo, en BMW 750i E32 med V12-motor fra 1988, en BMW M3 3,2 E36 fra 1998 samt en Moto Guzzi V7 Sport fra 1973. Og så er der selvfølgelig også en nyere Suzuki Swift Sport til det daglige brug.

Følg Richters Garage på Instagram og få daglige opdateringer.

Ris, ros eller idéer til emner på bloggen modtages gerne på [email protected]

Måske er du interesseret i...