Klumme: Jeg vil ikke overvåges!!!

Automatisk nummerpladegenkendelse er endnu et skridt mod totalstaten, hvor ­myndighederne registrerer og kontrollerer alt, du foretager dig, selv om du ikke har gjort noget ­kriminelt. Så er det fandenbankemig nok, mener Steen Bachmann

16. juli 2017 af Steen Bachmann

Rigspolitiet har installeret kameraer, der automatisk registrerer nummerplader, langs vejene, på politibiler og ved grænseovergange. Kameraerne tjekker forbipasserede biler i forskellige registre og konstaterer, om bilen er stjålet, om der er ubetalte afgifter hos Skat, eller om den mangler at blive synet. Endelig tjekkes nummerpladen i et register over såkaldte ‘interessante køretøjer’, som er biler, der er mistænkt for at være brugt til noget kriminelt. Hvis der findes et match, blinker en lampe i politibilen. 

Systemet med automatisk nummerpladegenkendelse har været brugt i flere delstater i Tyskland i årevis og anvendes blandt andet også i London. Med digitale kameraer er det forholdsvist nemt at genkende en nummerplade, og de danske myndigheder lægger op til at indsamle oplysninger om cirka 600.000 nummerplader om dagen. Og hvad skal der så ske med denne enorme mængde data? Det er meget tidskrævende at bearbejde data i dén størrelsesorden, så i praksis vil der ske det samme som i USA, hvor efterretningstjenesten NSA indsamler og gemmer uhyrlige mængder data og kommunikation i tilfælde af, at man skulle gå hen og få brug for det i en senere efterforskning. 

Der er intet mistankegrundlag for at overvåge alt og alle for alting, de gør det simpelthen, fordi de kan slippe afsted med det. Whistlebloweren Edward Snowden afslørede, hvor uhæmmet NSA arbejder – de aflyttede Kansler Angela Merkels private mobiltelefon! – men kaster man ordet “terror” på bordet, er det åbenbart i orden at skide højt og flot på borgernes retssikkerhed. Når det danske politi får informationer om 600.000 nummerplader (om dagen!) vil det kun være et spørgsmål om tid, før andre myndigheder forlanger at få adgang til data. SKAT kan undersøge, om ejere af biler på gule plader kører underlige steder hen, og det statslige kontrolsystem Jobnet får endnu en mulighed for at stresse arbejdssøgende.  

Er der en myndighed, som ikke kan få adgang til registret, kan de bare sige det magiske løseord “terror” – så er der fri adgang. Dommerkendelser og andre demokratiske levn fra tiden før 9/11 hører fortiden til. Masseovervågning af den art, som politiet medvirker til i Danmark, åbner en syndflod af muligheder for korruption og hackere. Min tillid til myndighedernes evne til at varetage registre forsvandt ved Se&Hør-skandalen, hvor en ansat hos det firma, der styrer bankernes betalinger, solgte sin viden om kendte danskeres opholdssteder og betalinger til et medie. 

Eller hvad med selveste personregisteret, CPR, som vi troede var sikkert. Det var det så ikke... Forestillingen om, jo mere kontrol, des bedre samfund, er udansk. Den er et uvæsen, der er vokset i takt med, at en elite har sat sig på Christiansborg. Det er derfra, idéer som automatisk nummerpladegenkendelse kommer. Hvis man siger, at de skal blande sig uden om, svarer de med ord som “sammenhængskraft” og “vi er jo et samfund.” Der er ikke som sådan tale om en organiseret overtagelse af folkestyret, det er bare sket, og nu sidder cand.scient.pol’erne og de andre akademikere og leder landet.  

Det er meningen, at de 179 folketingsmedlemmer skal være et mini-Danmark, men exfuckingcuse me, hvis det var det, ville man da aldrig kunne få en hysterisk automatisk fartkontrol gennemført. Man ville da lade den lokale politimyndighed afgøre, hvor det giver mest mening at sætte politiets ressourcer ind. 

 Hvis myndighederne kunne garantere, at de ikke sætter automatisk nummerpladegenkendelse i licitation hos et eller italiensk klamphuggerfirma (og lover at få en tysker til at køre økonomien), kunne vi måske tale om det. Hvis det absolut skulle være, ville det være god datahygiejne at foretage et tjek af en nummerplade for så at slette dataene med det samme. Hvorfor skal de gemmes? 

Der går ikke længe, før den første skandalesag bryder ud om en eller anden, der er kørt et eller andet sted hen, hvor han ikke skulle have været, for det viser den automatiske nummerpladegenkendelse. Fri mig for jeres forbandede kontrolsyge. Køb en ø, flyt derud og kontrollér hinanden. Jeg vil ikke have mit privatliv overvåget.

Måske er du interesseret i...