Group 44-racerteamet modtog en Jaguar XJ-S fra den amerikanske importør, som de lavede om til denne ekstreme racerbil

Historien om den britiske bøllebil, der bankede amerikanerne

I 70’erne indtog en britisk aristokrat føringen i den vilde Trans-Am racerserie foran alle de hårdtpumpede, amerikanske muskelbiler, men den røg hurtigt i glemmebogen.

1. august 2017 af Anders Richter

Group 44 var navnet på et af de mest dominerende, amerikanske racerteams i 70’erne. Teamet blev startet af Bob Tullius i 1961 efter en veloverstået karriere i det amerikanske flyvevåben. Allerede i slutningen af 60’erne begyndte teamet at få succes, og i 70’erne var teamet kendt i racerkredse, hvilket åbnede nogle døre hos de store bilfabrikanter. Jaguar havde netop sendt sin succesfulde E-Type på pension, og den blev efterfulgt af XJ-S’eren, som ikke blev helt det samme hit som sin forgænger. 

I et forsøg på at ændre på det gav Jaguar et eksemplar til Group 44-teamet, som tunede den så meget, de kunne, hvorefter de stillede op i den amerikanske racerserie Trans-Am i 1977. Her skulle den 12-cylindrede brite kæmpe mod de amerikanske muskelbiler, og det gik helt efter planen. XJ-S’eren vandt – men kun lige akkurat. Så der skulle gøres noget for at holde føringen, og det er her, præcis denne bil kommer ind i billedet.

 V12-motoren er blandt andet udstyret med seks Weber-karburatorer, hvilket er med til at give racerbilen en effekt på 500 hk

Da sæsonen var slut, blev der foretaget et langdistanceopkald til Jaguar-fabrikken. Group 44-teamet ville høre, om briterne gad at tage en XJ-S og dyppe den i et syrebad, så der kunne skrælles lidt ekstra vægt af? Det var ikke noget problem. Herefter blev skallen sendt over Atlanten, så temaet kunne komme i gang med at installere en 120-liters tank, samt en 5,3-liters V12-motor med seks Weber-karburatorer, som ydede 500 hk. Det første løb med den nye bil gik ikke specielt godt for Bob Tullius, som selv sad bag rattet. 

Kun en niendeplads kunne det blive til. Efter et par småjusteringer kom den 12-cylindrede kat dog igen. Faktisk vandt den syv ud af de ti løb i sæsonen, hvilket var nok til, at den vandt Trans-Am det år. Efter sejren kom bilen hjem i Bob Tullius’ garage, hvor den stod i 30 år, indtil den fik en ny ejer. Tilbage i august 2013 blev den solgt igen for den nette sum af 850.000 kr. 

Jaguar XJ-S Trans-Am

Motor V12, 5.343 cm3 | Effekt 500 hk ved 8.000 o/min | 0-100 km/t ca. 5 sek. | Topfart ca. 280 km/t | Mål L/B/H 476/179/126 cm | Produktion 1 stk. | Nypris ukendt

Måske er du interesseret i...