Historien om da Frederik fra redaktionen købte et familieklenodie tilbage

Frederik skældte sin far ud for at sælge dén bil, der var allervigtigst for hans bedstefar, efter han døde. Nogle år efter besluttede Frederik sig for at finde den igen – og det gjorde han heldigvis.

29. oktober 2016 af Frederik T. Frey

Efter begge mine bedsteforældres død i nullerne stod min familie pludselig med en samling på et nordfynsk autoværksted, seks biler og én traktor – det kunne naturligvis ikke fortsætte sådan.

Ved førstgivne lejlighed blev min bedstefars Ford Taunus P7b 17M RS 2-dørs sedan med 2-liters Köln-V6-motor solgt. Som jeg husker det, skældte jeg min far ud for at sælge dén bil, der var allervigtigst for min bedstefar. Den sølvgrå Taunus har været i min bedstefars liv fra engang i starten af 1970'erne. Først var min bedstefar tilknyttet som bilens mekaniker, og da chancen senere bød sig, slog han til, og købte bilen til sig selv.

Jeg kan stadig huske, hvordan min bedstefar så ud bag rattet, når han kørte til bageren efter brunsvir eller kørte søndagstur med min bedstemor på passagersædet.

Igennem flere år har jeg ad forskellige veje men ved lavt blus forsøgt at finde frem til netop dén Taunus. Flere gange fik jeg et varmt spor bare for at finde ud af, at det drejede sig om en anden, og derfor fuldstændig ligegyldig, Taunus.

En aften i oktober ”tagger” en god ven og Ford-entusiast mig i en salgsannonce på Facebook. ”Er det bedstefars bil, Frederik?” Jeg kan dårligt tro mine egne øjne, da jeg klikker igennem billederne og genkender særlige kendetegn som bl.a. sæderne og Wolfrace-fælgene. Et kort telefonopkald til sælger afslører, at det vitterligt ér den Taunus P7b 17M RS, som tidligere tilhørte min bedstefar.

Dagen efter letter jeg anker, og kører på tværs af landet med sommerfugle i maven og min far på passagersædet.

Gensynet med den 2-dørs sedan bliver et lykkeligt et. Der er ikke meget at rafle om, da der kun findes én Taunus i hele verden, som jeg er interesseret i. Bilens historie bliver vægtet højere end bilens stand. Og kort tid efter det første greb i dørhåndtaget, er jeg på vej hjem bag rattet i bedstefars Taunus, som jeg nu kan kalde min egen.

I den kommende vintersæson vil jeg gøre mig mere bekendt med bilens egentlige stand, og lægge en plan for, hvad der skal ske. Det starter med, at jeg kan læse bilens håndskrevne servicebog – naturligvis udfyldt af min bedstefar siden 1970'erne.

Det er en gammel Ford fra 1970, og der er rust, jeg kan se med det blotte øje – en tur på liften må afsløre noget af det rust, jeg endnu ikke kan se.

Men indtil videre er jeg bare kisteglad for, at jeg fik muligheden for at købe bilen tilbage i familiens skød. Jeg er også glad for, at jeg ikke tøvede med at slå til – præcist som min bedstefar for mange år siden.

Mere følger i Bil Magasinet og på web.

Måske er du interesseret i...