Glemte superbiler: Her er historien bag Ferrari Testa d'Oro Colani

Det vrimler med oversete superbiler, som er blevet glemt igennem tiden. Vi har fundet Luigi Colani's meget specielle Ferrari frem, som med en topfart på 351 km/t er bygget til at køre stærkt!

1. august 2016 af Mathias Brandt

Ferrari har gennem tiden lavet den ene smukke bil efter den anden. Det får af og til skøre designere til at få mærkværdige idéer til at “forbedre” designet. 

Det er i den grad også tilfældet med denne Testarossa, som har været under kærlig behandling af Luigi Colani. Folk vil nok kalde den mere speciel end smuk. Men der er mening med galskaben.

Baseret på Testarossaen er denne Testa d’Oro ikke bare et designobjekt beregnet til at stå stille – den er bygget til at slå fartrekorder på de amerikanske saltsletter i Bonneville tilbage i begyndelsen af 90’erne. 

Bilen var et projekt af den ekstravagante designer Luigi Colani.

Colani, som oprindelig er døbt Lutz Colani og har kurdiske rødder, designede tilbage i 50’erne blandt andet for Fiat, Alfa Romeo, VW og BMW. 

Besat af fart byggede han flere biler, som var tiltænk høje hastigheder. Han byggede blandt anden en BMW 700-konceptbil i 1963. 

Bilen var den første af sin slags, som var bygget op omkring et selvbærende plastikmonocoque, som fik bilens vægt ned på 350 kg. Med et strømlignet design kune den ved hjælp af en lille 2-cylindret boxermotor køre 200 km/t.  

Nå, men tilbage til Ferrari'en. Navnet Testa d’Oro refererer til bilens guldbelagte motorskjold og betyder “Guld hoved”. Colani allierede sig med det tyske tuningsfirma Lotec, som hjalp med at øge kræfterne fra den 12-cylindrede Testarossa-motor markant.

Ved hjælp af to turboer fik de den op på omkring 750 hestekræfter.

Colanis største ønske var at lave verdens hurtigste gadebil. Men da den stod færdig i 1989 måtte han desværre indse, at dette mål ikke ville gå i opfyldelse med denne bil. Han kunne dog trøste sig ved, at han i 1991 vandt sin klasse på Bonneville med en topfart på 218 mph eller hvad der svarer til 351 km/t.

Sidste år, havde en forhandler i Italien bilen til salg til den nette sum at ca. 11,5 millioner kroner. Vi er lidt usikre på, hvem der købte bilen, men den ender højst sandsynligt med at stå stille i en samling, fordi de enorme udhæng fortil gør den mere eller mindre umulig at bruge på offentlig vej.

Måske er du interesseret i...