Ford Escort RS cosworth: Rendyrket rallybil

En RS Cosworth var noget af det ypperste på rallyscenen. En hårdt pumpet motor og stor hækspoiler gør bare noget særligt

11. juni 2017 af Anders Richter

I 1992 stod Ford Sierra til at blive erstattet af en ny model, Mondeo’en. Den firehjulstrukne udgave af Ford Sierra RS Cosworth havde dog kun været på markedet i to år, og udviklingen af teknikken havde endnu ikke nået sit fulde potentiale. 

Til at følge i fodsporene på den legendariske Sierra valgte Ford at gå tilbage til lillebroderen, og Escort RS Cosworth var født. I realiteten havde Escort RS Cosworth dog langt mere til fælles med Sierra end med hverdagsudgaverne af sine Escort-søskende.  

De første 2.500 eksemplarer af RS’eren blev produceret for at give Ford en adgangsbillet til VM i rally.

Den blev nemlig bygget på Sierra’s firehjulstrukne platform, benyttede samme 5-trins Ferguson MT-75 gearkasse og blev drevet af samme 2-liters Cosworth-motor dog med en ny turbo. Selv om der blev svejst Escort-karrosseridele på platformen, var tilknytningen til Sierra dog tydelig bl.a. med designdetaljer som luftindtagene i motorhjelmen og den enorme “whaletail”-hækspoiler. 

Og det var da heller ikke kun for syns skyld, Escort’en blev faktisk den første masseproducerede bil til at generere reel downforce. At det så kun var 24 kg downforce ved 110 km/t, er dog en mindre detalje. Escort RS Cosworth var en seriøs racer, der med sine 220 hk kunne gå fra nul til 100 km/t på 6,1 sekunder og fortsætte hele vejen til 225 km/t.  

Den turboladede Cosworth YBT-motor er bundsolid og er i flere tilfælde tunet til at yde over 1.000 hk.

Køreegenskaberne var formidable med firehjulstræk, der sendte 66 pct. af kraften til baghjulene, men det var der også grund til, for Escort’en var bygget til at vinde verdensmesterskabet i rally. Ligesom det var tilfældet med Sierra, lykkedes missionen dog ikke helt, men den lille “Cossie” tog adskillige løbssejre i både Gruppe A og WRC gennem 1990’erne, og var også succesfuld i både Gruppe N og flere europæiske løbsserier. 

I dag er Ford Escort RS Cosworth allerede udråbt som en nyklassiker på grund af sit kompromisløse design, underholdende køreegenskaber og lyden fra den 4-cylindrede turbomotor. Den er da også en eftertragtet fugl, for den samlede produktion på verdensplan var på kun 7.145 eksemplarer mellem 1992 og 1996.   

Måske er du interesseret i...