Ferrari F50: Historien om en hårdkogt superhingst fra Maranello

F50 er en af de mest kompromisløse Ferrari’er i historien, men da den kom frem, var verdenspressen ikke særlig imponeret.

15. oktober 2016 af Anders Richter

Siden 1947 har lyden fra de potente motorer regeret i den italienske by Maranello, hvor Ferrari har og altid har haft til huse. Der er noget magisk over bilmærket, som lever af at lave ekstraordinære biler til overklassen. 

Men selv overklassen forventer nogle gange at blive overrasket, og det har Ferrari gjort i årtier. 

Det startede med den ekstreme 288 GTO. Senere forbavsede de verden igen – denne gang med den legendariske F40, som blev bilen, der hang på væggen i alverdens drengeværelser.

I 1995 overgik Ferrari dog sig selv, da de præsenterede den nye F50.

I kabinen er der cirka den samme mængde udstyr som i en Lotus Elise, hvilket betyder: Absolut intet!

Meningen var, at den nye model skulle sidde som kronen på Ferrari’s modelprogram, og det skulle dybest set være en hyldest til mærkets store succes i Formel 1.

V12-motoren hentede derfor inspiration fra maskinen, som mærket brugte i ‘90-sæsonen, og chassiset, som var lavet helt i kulfiber, var også som taget ud af Formel 1.

Brugen af kulfiber gjorde også, at F50 blev meget let. Faktisk var tørvægten på kun 1.230 kg, og blandet med 520 hk gav det helt ekstreme præstationer. 

100 km/t var overstået på kun 3,7 sekunder, og topfarten var 325 km/t. 

Da Ferrari F50 kom frem i 1995, fik den kritik for sit udseende. Vi kan bare ikke helt huske hvorfor?

Alle blev betaget af den vilde Ferrari, men den fik også et par kritiske ord med på vejen. 

Enkelte syntes, at designet var mindre heldigt. Motoren var samtidig boltet direkte på chassiset, hvilket gav en hel del vibrationer, som er nok så sportslige – men ikke ligefrem specielt komfortable.

Puristerne elskede dog F50’eren for sin hårdkogte og rå facon, men de var i mindretal.

I mange år har modellen derfor levet i skyggen af både F40 og den senere Enzo. Nu er tiden dog igen kommet den ikoniske F50 til gode. 

V12-motoren er boltet direkte til chassis­et i bilen, hvilket giver en helt unik og meget intens køreoplevelse

Bilen på billederne er nummer 215 ud af 349 producerede Ferrari F50. Bilen har i dag kørt 36.000 km, hvilket er mere end de fleste F50’ere

Priserne er begyndt at søge nordpå, og du skal i dag hive mindst en million euro op af lommen for at købe dig et eksemplar. Bilen på billederne har kørt 36.000 km, hvilket er en hel del i samlerkredse.

På Bil Magasinet synes vi dog, at man sagtens kunne bruge en F50 som redaktionens daglig vogn – der medfølger jo en lille hardtop! 

Desværre har vi lidt svært ved at få ledelsen overbevist om, at en F50 er den helt rigtige ting at bruge adskillige millioner på lige nu.

Ferrari F50

Motor
V12, 4.698 cm3, 60V 

Ydelse
520 hk ved 8.500 o/min
471 Nm ved 6.500 o/min

Topfart
325 km/t

0-100 km/t
3,9 sek.

Forbrug
ca. 5,0 km/l  

Måske er du interesseret i...