BM's brølere: Da chefen vendte bunden i vejret på en Subaru Impreza

Alle kan begå fejl. Og de ansatte på Bil Magasinets redaktion er ingen undtagelse. Her kan du læse Mikkel Thomsagers ærlige og temmelig pinlige historie.

14. maj 2017 af Mikkel Thomsager


Der lød et stumpt dunk, da den bløde fototaske landede på loftet. Bilen havde stået i en vinkel på 45 grader i, hvad der føltes som uger, da bilen besluttede sig for at vende sig rundt på taget. Netop som den gjorde det, mistede sikkerhedsselen sit tag om fototasken, som faldt ned på loftet.

Selv hang jeg i sikkerhedsselen. Først i stilhed men snart efterfulgt af ordene: “Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuuuuuuck” og et pænt hårdt slag med knytnæven i ratkransen.

Jeg slap helt uden skrammer, og bilen lå også et sikkert sted, for den uheldige tur på taget fandt sted på Jyllandsringen i 1999. Bilen var en lysegrå metallic Subaru Impreza GT Turbo.

På et tidspunkt under testen blev min bagvognsudskridning til et firehjulsdrift midt i Jyllandsringens “hestesko”. På den anden side af asfaltgrænsen lå små bunker med grus, som endte med at sende bilen på taget. Det hele skete så langsomt, at jeg kunne nå at tænke tusinde tanker, inden fototasken landede på taget, og jeg hang i selen.

Arkivfoto

Utroligt nok var forruden uskadt, mens resten af bilen var temmelig medtaget, og jeg var sikker på, at det var dens endeligt. Det var det dog ikke, og i mange år efter fik jeg jævnligt opringninger, når Subaru’en blev handlet og nye ejere, som tydeligvis kendte historien, lige skulle have hele historien med, inden de købte bilen.

Som altid med den slags uheld var det ikke noget, vi pralede med. Gode kolleger tog faktisk et billede af bilen, mens den lå på taget, men det var gået så stærkt, at kameraet var indstillet forkert, og da filmen blev fremkaldt (det var på den tid), var filmen næsten sort. Jeg fik hurtig smidt billederne ud, og uheldet blev aldrig omtalt hverken i magasinet eller andre steder.

Har du selv lavet en brøler bag rattet? Del din historie med os på [email protected], så deltager du i lodtrækningen om 3x1 eksemplarer af Årets Biler 2017 (værdi af 179,95 kr.), som snart er på gaden.

Måske er du interesseret i...