Stort øjeblik: Her sikrer Christina Nielsen sig mesterskab og historisk titel

24-årige Christina Nielsen gjorde det! For første gang vinder en kvinde et større internationalt sportsvognsmesterskab.

2. oktober 2016 af Esben Skrumsager

Der er skrevet både dansk og international historie ved Petit Le Mans-løbet i Atlanta, da den bare 24-årige danske racer-dronning i nat sikrede sig den overordnede sejr i IMSA-mesterskabet.

Christina Nielsen og co-driver Alessandro Balzan tog hul på løbet med et forspring på 32 point til de nærmeste forfølgere, hvilket betød, at hun blot skulle klare tre ud de 10 timers race på banen i Atlanta for at have nok point til at sikre sig den samlede sejr, hvilket skete sent i aftes dansk tid.

Her kan du se, hvordan det så ud, da Christina Nielsen kravlede ud af bilen med en sejr i bagagen:

- Det er trist, at det her måske er sidste gang, jeg får lov til at køre 488'eren i år, men det er helt fantastisk, at både vi og bilen kørte så godt, lød det fra Christina Nielsen til IMSA.com efter sine første tre timer bag rattet.

- Det er en skøn bil at køre, holdet gjorde et fantastisk stykke arbejde, og vi kom godt gennem pit stops. Og sådan har det været hele året. Det er en fornøjelse at være en del af, og det er helt uvirkeligt, at vi nu kan kalde os mestre, lød det fra den danske Ferrari-kører.

Det kører for Christina

Christina Nielsens passion for motorsport begyndte i en ung alder, da hun kommer fra en familie med en stærkt baggrund i branchen, så allerede som 13-årig tog hun hul på karrieren i en gokart.

Hendes far, Lars Erik Nielsen, har intet mindre end fem gange deltaget i det prestigefulde Le Mans-løb, som også Christina deltog i i år, og tidligere på året blev hun kåret til årets profil ved Dansk Motorsport Award.

Vi glæder os til at se meget mere til det unge talent. Stort tillykke til Christina Nielsen og hele holdet bag Scuderia Corsa Ferrari!

Måske er du interesseret i...