Racerløb: Legendarisk tysk superklasse kommer til Danmark

Den populære tyske DTM-kongeklasse, der hærgede Europa i 1980’erne og begyndelsen af 90’erne skal for første gang nogensinde køres i Danmark.

6. december 2016 af Bil Magasinet

Der er udstedt garanti for en af årets mest fantastiske motorsportsoplevelser på dansk jord, efter at ledelsen bag Deutsche Tourenwagen Classics har besluttet at køre 2017-sæsonens første løb under Classic Race Aarhus i weekenden den 19.-21. maj.

- Det er en stor nyhed, som vi har arbejdet et stykke tid på at få til Danmark. Nu er det så lykkedes os at få en aftale med en af de lækreste klasser i Europa, og det er ganske enkelt et scoop, lyder det fra Mike Legarth, direktør hos Classic Race Aarhus.

Under navnet Deutsche Tourenwagen Classics genoplivede tyskerne sidste år den enormt populære DTM-klasse, som den så ud i 1980’erne og 90’erne, da den var på sit højeste.

Mange af de samme racere og kørere, der deltog i løbene i den gloværdige periode er med igen i 2017. Måske bliver der også plads til den danske racerkører Kurt Thiim, der jo vandt Deutsche Tourenwagen Meistersachaft (DTM) tilbage i 1986.

Løbene i Tyskland tiltrak ofte over 100.000 motorsportsfans fra hele verden og havde millioner af TV-seere. Det var en af de eneste løbsserier i Europa, der i popularitet for alvor kunne måle sig med Formel 1.

Løbet i Aarhus, hvor der køres om point i det samlede klassement, giver mulighed for et glædeligt gensyn med klassiske standardvogne som Mercedes Evo, BMW M3, Alfa Romeo 155 VG TI, Ford Sierra Cosworth, Audi V8 Quattro og så videre. 

- I Aarhus får vi muligheden for at køre på en berømt og smukt beliggende bybane foran rigtig mange tilskuere. Ingen af kørerne kender banen særlig godt, så vi er meget spændte på at se, hvordan det går. Det er jo vores første løb i 2017-sæsonen, og kørerne kæmper om point, så der skal køres til, oplyser Ralph Bahr, der står bag Deutsche Tourenwagen Classics.

- Vi vil gerne tilbyde noget ekstraordinært, særligt i 2017 hvor Aarhus jo er udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad. Det forpligter, og den her aftale med Deutsche Tourenwagen Classics er absolut noget, vi kan være stolte af, lyder det fra Mike Legarth.

Måske er du interesseret i...