Nervepirrende weekend for de danske racer-stjerner – se de flotte resultater her

Kevin Magnussens uheld var heldigvis ikke nok til at ryste far Jan, som kort efter sønnikes ulykke løb med en flot sejr i USA. Derudover sikrede Bil Magasinets stifter Johnny Laursen og hans racerteam sig en flot andenplads i Frankrig.

29. august 2016 af Mathias Brandt

Johnny Laursen – manden der startede Bil Magasinet i tidernes morgen – har sammen med Mikkel Mac og Mikkel Jensen gjort en flot figur i den europæiske Le Mans-serie i den forgangne weekend. 

I deres rød-hvide Ferrari 458 Italia lykkedes det dem at komme på andenpladsen under løbet på den franske racerbane Paul Ricard. Under det fire timer lange løb lykkes det de tre herrer at få bilen fra en sjetteplads op til en imponerende andenplads – TILLYKKE! 

Det var også en glad Jan Magnussen, som sammen med Antonio Garcia stod øverst på podiet i WeatherTech SportsCar Championship i Virginia søndag aften. 

For en sjælden gang blev løbet afviklet uden de hurtige prototype-biler, og dermed lykkedes det at vinde løbet som den hurtigste bil, og ikke bare bedst i sin klasse.

Da løbet blev sat i gang havde Magnussen allerede gode muligheder for at vinde, da bilen lå i pole position.

Før løbet kunne Jan Magnussen overvære sin søn forulykke i sin Renault-racer under Formel 1-løbet på Spa-Francorchamps i Belgien. Et voldsomt uheld, som heldigvis kun gav knubs til Kevin.

Jan Magnussen udtaler i en pressemeddelelse:

- Naturligvis var det ubehageligt at se ulykken på skærmen, og jeg må sige, at jeg var meget glad for at høre ham meddele, at han var ok. Motorsporten kan være hård business, men sikkerheden er utrolig, og det kan både jeg og Kevin skrive under på.

Kevin Magnussen melder sig klar til Monza

Den unge Magnussen fik sig noget af en forskrækkelse, da han kørte galt med op imod 320 km/t under weekedens køb på Spa-banen i Belgien. 

Der var uden tvivl mange, som holdt vejret, da de så ham forulykke, men allerede nu har Kevin meddelt, at han forventer at være klar til næste weekends løb på Monza i Italien. Vi er imponerede over, hvor meget en Formel 1-bil kan holde til.

Se Kevin Magnussens uheld her:

Måske er du interesseret i...