Kevin Magnussen
© Haas F1

Kevin Magnussen skal en tur i retten

Siden sommer har Kevin Magnussen og eksmanageren Dorte Riis Madsens advokater forsøgt restmægling for, om muligt, at undgå en retssag om millioner. Det ser nu ud til at have slået fejl.

17. november 2017 af Peter Hartig

I foråret kom det frem, at Kevin Magnussens tidligere manager, Dorte Riis Madsen, har sagsøgt Formel 1-køreren for et millionbeløb, formelt 20 % af Haas-kørerens samlede indtjening og dermed for misligholdelse af managerkontrakten.

Hidtil har parterne forsøgt at løse uenighederne med et forlig ved en såkaldt lukket retsmægling, men forhandlingerne er nu strandet, hvormed en egentlig retssag påbegyndes. Principielt kan sagen stadig nå at forliges, men ikke desto mindre er der afsat tre dage til sagen, nærmere bestemt d. 11. januar, 16. januar og 18. januar 2018. Det skriver dagbladet BT.

Ifølge BTs oplysninger kræver Dorte Riis Madsens op imod 20 millioner kroner, ligesom eksmanageren vil have rettens ord for at hun ejer 20 % af det anpartsselskab, der finansierer Formel 1-stjernen og som i øvrigt ejes af Magnussen selv samt Anders Holch Povlsen, ejer af Bestseller-koncernen.

Af processkriftet fra det første retsmøde i maj i år fremgår det også, at Magnussen og Holch Povlsens selskab, Anpartsselskabet af 1. April, standsede betalingerne til Dorte Riis Madsen i 2015. En af begrundelserne var, at eksmanageren havde skadet Magnussens karriere ved at sætte ham i et dårligt lys over for sit tidligere team og arbejdsgiver, McLaren, som han var blevet fyret fra samme år.

Endvidere fremgår det af processkriftet, at Magnussens tidligere advokat, Kristian Paaschburg, også er inddraget i sagen. F1-køreren mener nemlig ikke, at advokaten varetog hans interesser i tilstrækkelig grad men snarere tilgodeså eksmanagerens. Får Haas-køreren rettens ord for dette, skal Paaschburg i givet fald til lommerne, hvis Magnussen taber sagen mod Riis Madsen.

Ingen af parterne ønsker at udtale sig om sagen. 

Måske er du interesseret i...