2.-plads til Christina Nielsen i Watkins Glen
2.-plads til Christina Nielsen i Watkins Glen

Christina og Jan får comeback i USA

Christina Nielsen var kun et halvt sekund fra at tage sejren i 6-timers løbet i Watkins Glen i New York - Jan Magnussen kom ind på en 3.-plads.

3. juli 2017 af Steen Bachmann

Christina Nielsen tog sent søndag aften dansk tid sæsonens femte podieplacering i træk, da hun sammen med sine holdkammerater Alessandro Balzan og Matteo Cressoni sluttede på andenpladsen i GTD klassen ved 6 timers løbet på Watkins Glen. 

I deres Ferrari 488 GT3 var de tre involveret i et tæt og intenst løb, hvor de sluttede på andenpladsen kun 0,5 sekund fra den vindende Acura NSX kørt af Andy Lally og den anden af feltets kvindelige kørere Kathrine Legge.

Fører mesterskabet

Langdistanceløbet var sjette afdeling af det amerikanske IMSA sportsvognsmesterskab og med halvdelen af sæsonen kørt, fører Christina Nielsen og Balzan nu GTD mesterskabet, som de sammen vandt i 2016. 

Allerede fra løbets start blev der kørt aggressivt blandt de 39 biler fordelt på fire klasser, men det var først et par timer inde i løbet, at første periode med safetycar kom. 

Christina Nielsen startede løbet i Scuderia Corsas Ferrari fra tiende position, efter mekaniske problemer med bilen i kvalifikationen. Herfra fik hun bragt bilen op til sjette position efter næsten to timers kørsel, inden Cressoni overtog rattet. Da Balzan overtog bilen efter Cressoni med lidt under to timer tilbage af løbet, var der lagt op til tæt ræs og i den sidste halve time, var seks biler fra seks forskellige bilmærker dækket af kun seks sekunder. Acura NSX, Ferrari 488, BMW M6, Audi R8, Mercedes AMG og Lexus kæmpede med i front, men i sidste ende var det Acura der vandt med et halvt sekund ned til Balzan i Ferrarien.

- Det var et rigtig godt løb for os. Selvom løbet er et seks timers langdistanceløb, så kører alle som om det er et sprintløb. Alle skubber og masser fra første omgang og man kunne også se til sidst, at det var så tæt, at alle kampe hele vejen gennem løbet var vigtige. Derfor var alle pitstop super vigtige og igen leverede Scuderia Corsa en fantastisk indsats. Vi vil selvfølgelig gerne hente sæsonens første sejr, men til gengæld er det superfedt, at vi nu fører mesterskabet og at vi har været på podiet i fem ud af seks løb, siger Christina Nielsen.

Michael Christensen stillede også til start i GTD-klassen, og sluttede på syvendepladsen i sin Porsche 911 GT3.

© Richard Prince

Magnussen på 3.-pladsen

Efter at have tabt Le Mans-sejren på sidste omgang var Jan Magnussen og Antonio Garcia tændt på at vinde sekstimersløbet på Watkins Glen søndag.

Fra en position bagest i feltet kæmpede Jan Magnussen og Antonio Garcia sig op gennem rækkerne og sluttede på en stærk tredjeplads. 

En afkørsel tidligt i løbet havde ellers sat Corvette-duoen et pænt stykke bagud, men effektivt teamwork og suveræn kørsel var medvirkende til, at Magnussen og Garcia kunne stille sig på podiet og øge deres føring i mesterskabet.

- Efter vores skuffende kvalifikation lørdag og en snurretur i begyndelsen af løbet troede jeg bestemt ikke på, at vi skulle ende søndagen på podiet. Vi var ikke hurtige nok, men bilen var god og stabil, og takket være et godt arbejde fra hele teamet lykkedes det os at komme tilbage i kampen igen, forklarer Jan Magnussen.

Jan Magnussen og Antonio Garcias næste opgave finder sted allerede i næste weekend den 7.-9. juli, hvor sjette afdeling af IMSA-mesterskabet afvikles på Canadian Tire Motorsport Park.

Sådan køres serierne

Sideløbende med IMSA mesterskabet afvikles North American Endurance Cup, der tæller seriens langdistanceløb 24 timers løbet på Daytona, 12 timers løbet på Sebring, 6 timers løbet på Watkins Glen og finaleløbet 10 timers løbet Petit Le Mans. 

Her gives point efter specifikke intervaller i alle løbene. 

Efter løbet på Watkins Glen fører Christina, Balzan og Cressoni også dette mesterskab.

Allerede i næste weekend den 7.-9. juli er Christina Nielsen i action igen, når syvende afdeling af IMSA mesterskabet afvikles på Mosport i Canada.

Måske er du interesseret i...