Stort set alle tager fejl: Se hvornår det er bedst at rustbeskytte bilen

Størstedelen af de danske bilejere tager helt fejl, når de tror, at det bedst kan betale sig at rustbeskytte sin bil om sommeren.

29. november 2016 af Bil Magasinet

Hovedparten af danske bilister tror, det er bedst at rustbeskytte bilen om sommeren og dårligst om vinteren, viser ny undersøgelse. Men begge påstande er forkerte, fortæller rustbeskyttelseseksperter.

Pres på centrene

Ekstra mange bilister valfarter til landets rustbeskyttelsescentre i disse dage. Det sker samtidig med, at ny undersøgelse ret paradoksalt viser, at 75 procent – svarende til knap 2 millioner – af landets bilister vurderer, at sommeren er det optimale tidspunkt for rustbeskyttelse. Kun én procent svarer ’om vinteren’, mens 24 procent svarer ’om foråret’ eller ’ved ikke’.

Undersøgelsen er foretaget af Applus Bilsyn blandt 1.465 bilister.

Tusinder tager fejl

Imidlertid tager bilisterne fejl af, hvornår det er bedst at rustbeskytte bilen. For sandheden er, at der ikke er nogen årstid, der er bedre end andre.

– Det er tilsyneladende stadig en udbredt vurdering blandt danske bilister, at en bil tager bedst imod rustbeskyttelse om sommeren, fordi vejret er mere tørt. Sådan har det været, men ikke længere. I dag vasker centrene først bilerne fuldstændig rene for snavs, salt og is for så at tørre. Det betyder, at de tager optimalt imod rustbeskyttelsesolien. Efter behandlingen er der et optimalt luftmiljø til at tørre bilerne i. Rustbehandlingen er derfor lige effektiv uanset årstiden, fortæller kvalitetschef Jonas Machholm hos Autodo.

Spørgsmålet er så, om ens bil i virkeligheden trænger til rustbeskyttelse, eller om den kan vente? Her kan det være en god idé at tale med den lokale synshal.

Mere

Måske er du interesseret i...