Quickguide: Tysk gadedreng til under det halve af nyprisen

BMW har altid skruet spændende baghjulstrækkere sammen, og 135i Coupé er ingen undtagelse. Som brugt ligner det faktisk også en rigtig god handel

15. april 2017 af Anders Richter & Frederik T. Frey

BMW 1-serien afløste i det nye årtusinde den ikke specielt kønne 3-serie Compact. Udover 3- og 5-dørs hatchbacks samt en cabriolet diskede BMW også op med en coupé-variant. Topmodellen, hvis vi ser bort fra den vilde 1M Coupé, var en 135i Coupé komplet med baghjulstræk, rækkesekser med turbo og mulighed for en 6-trins automatgearkasse kaldet Steptronic. 

En klart sportslig kabine. Du kan både få en 135i med manuelt og automatgear

Modelkoden for coupéen er E82, mens motorkoden er N54. Selve motoren finder du også i mange andre BMW-modeller fra de samme årgange dog med forskellige effekter. Fra 2011 bliver motoren skiftet til en ny (N55), som er nært beskægtet med den, som ligger i den aktuelle M235i. Den automatiske gearkasse skiftes ved samme lejlighed til en 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse.

BMW’s 6-cylindrede motorer er som udgangspunkt stærke, men motoren i 135i har turbotryk og er derfor på hårdere arbejde end en almindelig sugemotor. Det, holdt op imod at netop en BMW af denne type lægger op til entusiastisk kørsel, gør, at du skal dobbelttjekke de enkelte modellers stand. Brugtudbuddet i Danmark er desværre ikke særligt stort, så overvej import.

Solid mekanik fra BMW. Motorens kædetræk bør kunne holde hele bilens levetid

Vær opmærksom på:

Motor: Generelt meldes der om ret få problemer med den tyske rækkesekser. De problemer, som kan opstå, er ofte elektroniske og kan have med styreboksen at gøre. I mange tilfælde har en softwareopdatering løst problemerne. Enkelte ejere klager også over mislyde fra turboen samt vandpumper, der giver op, inden de når 100.000 km.

Undervogn: Noget af det vigtigste på en BMW er undervognen. For med 306 hk og baghjulstræk skal mekanikken spille. Der er ikke mange meldinger om problemer. Tjek dog alligevel undervognskomponenterne grundigt efter for slitage – specielt hvis du mistænker, at den har været kørt hårdt. Store og eftermonterede fælge kan også være et synligt tegn på en ikke så moden ejer.

Karrosseri: BMW anbefaler ikke supplerende rustbeskyttelse på 1-serien som helhed. Faktisk kan de ophæve rustgarantien, hvis der bores huller i karrosseriet. En sprøjtning af selve vognbunden kan dog anbefales. På indersiden er kabinen præget af materialer af høj kvalitet. Midterarmlænet kan udvikle en høj knirken.

BMW 135i Coupé (2010)

Motor R6, 2.979 cm3, 24V, turbo

Ydelse 306 hk ved 5.800 o/min | 400 Nm ved 1.200 o/min 

Topfart 250 km/t 

0-100 km/t 5,3 sek. 

Forbrug 11,8 km/l 

Måske er du interesseret i...