Quick-guide: Genvejen til din Porsche-drøm

Porsche Cayman er væsentligt billigere end sin 911-storebror, men i manges øjne er lillebror faktisk en mere velkørende og praktiske bil

16. april 2017

Da anden generation af Porsche’s populære Boxster blev introduceret i 2005, fulgte der en lukket udgave med kaldet Cayman. Modellen blev med det samme et hit blandt Porsche-entusiasterne, som forelskede sig i de fantastiske køreegenskaber og den fine balance, centermotorkonstruktionen giver.

Interiøret er fuldstændig klassisk. Materialerne er lækre, og oplevelsen er intim

I de rigtige hænder er en Porsche Cayman lynhurtig – og langt hen ad vejen er den også hurtigere end sin storebror, Porsche 911. Med den legendariske racerkører Walter Rörhl bag rattet rundede en Cayman S Nürburgring på 8 minutter og 11 sekunder. Til sammenligning tog det ham fire sekunder ekstra, når han kørte en runde i den noget dyrere Porsche 911 Carrera.

Porsche Cayman er dog ikke bare en sportsvogn – det er nemlig også en bil, du kan leve med til daglig. Der er et stort bagagerum både for og bag, og med et forbrug på næsten 10 km/l kan du sagtens køre på langfart i en Cayman.

Kvalitetsmæssigt er der ikke meget at komme efter på en brugt Cayman – men kvalitet koster. Derfor skal du også af med omkring 500.000 kr. for en tidlig Cayman S i flot stand. //

Der er ikke sådan lige adgang til motoren i en Cayman. Der er dog en lille klap i bagagerummet, hvor der kan påfyldes olie og kølevand 

Vær opmærksom på:

Motor: Hvis du kigger på en Cayman fra før 2009, skal du sætte dig grundigt ind i ét enkelt problem: IMS-lejet. Problemet har været meget udpræget på specielt Porsche 996, hvor det har gjort skade på et stort antal motorer. IMS-lejet sidder inde i motoren, og det kan gå i stykker. Når det gør, så sender det metalstumper rundt i hele motoren, hvilket har den uheldige effekt, at motoren bliver totalskadet. Det er ikke alle Cayman, som er påvirket af det, men spørg alligevel en specialist som Porsche Centrum ved Faxe til råds, inden du køber. Ud over det lider Cayman ikke af nogen nævneværdige fejl motormæssigt. Fuld servicebog fra en Porsche--specialist er et must.

Undervogn: Lad dig ikke skræmme af en opgraderet undervogn. Porsche--folket er entusiaster, som elsker at køre trackdays, og derfor har mange opgraderet undervogne og bremser. Det, du skal undersøge, er, om delene, de har brugt, er af høj kvalitet.

Karrosseri: Rust er ikke et problem på Cayman, og det er en sportsvogn, som sagtens kan tåle at blive brugt året rundt. 

Porsche Cayman S (2006)

Motor B6, 3.387 cm3, 24V

Ydelse 295 hk ved 6.250 o/min | 340 Nm ved 4.400 o/min 

Topfart 275 km/t 

0-100 km/t 5,4 sek. 

Forbrug 9,4 km/l 

Måske er du interesseret i...